”Jeg overlader trygt roret til Dea Seidenfaden, mens jeg er væk. Der er et stort arbejde foran os med at løfte psykiatrien, ny autorisationsmodel for psykologer og at tage den politiske dialog om, hvordan vi skaber et samfund i bedre balance. Jeg kan ikke forestille mig en bedre og mere kompetent kaptajn at overlade det hele til”, siger Eva Secher Mathiasen.
Dea Seidenfaden er næstformand i Dansk Psykolog Forening. Hun er aut. psykolog, specialpsykolog i voksenpsykiatri og har en baggrund både i Røde Kors, i psykiatrien og har senest været områdechef i Københavns Kommune i Enheden for Kriminalpræventive Indsatser.
Dea Seidenfaden glæder sig til at fortsætte med at arbejde for den gode udvikling i Dansk Psykolog Forening:
”Dansk Psykolog Forening er på en god kurs, og vi er i fuld gang med at skabe et endnu stærkere fagfællesskab for psykologerne”, siger Dea Seidenfaden og fortsætter:
”Samtidig er psykologerne efterspurgt som en del af løsningen i mange af velfærdsstatens problemer. Alt for mange børn og unge mistrives, og familierne får ikke rettidig og rigtig hjælp. Det er en hastesag, som vi skal rette op på. Samtidig skal politikerne snart forhandle en 10-års plan for mental sundhed og psykiske lidelser. Der er virkelig brug for en langsigtet plan, der løfter forebyggelsen og behandlingen af psykiske lidelser ind i fremtiden – og her er psykologernes faglige kompetencer meget vigtige”.
Yderligere kommentarer: Dansk Psykolog Forenings pressetelefon: 44 129791