Vi står i en mental sundhedskrise, og der er brug for alle mand på dæk for at dæmme op for de udfordringer, vi oplever både i forhold til mistrivsel blandt børn og unge, men også i psykiatrien, hvor vi står i en massiv rekrutteringskrise.
For nylig viste en undersøgelse fra Center for Ungdomsforskning, at 44 procent af unge er ramt af en form for mistrivsel.
Samtidig er antallet af børn og unge med behov for undersøgelse og behandling i psykiatrien, samt de børn, unge og familier, der søger hjælp og støtte til udfordringer i deres hverdagsliv fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) steget markant.
Alene i børne- og ungdomspsykiatrien er antallet af henvisninger steget med 50 procent på en periode på ti år.
Psykiske lidelser har desuden meget ofte store konsekvenser både for den enkelte og for pårørende, men også i et samfundsperspektiv, hvor psykiske lidelser ifølge WHO tegner sig for 25 procent af den samlede sygdomsbyrde.
Samfundet forandrer sig, og der er – på godt og ondt – hårdt brug for psykologerne.
I dag er psykologuddannelsen et attraktivt fag for mange unge – og sådan skal det helst blive ved med at være, for der er brug for dygtige psykologer som aldrig før.
Derfor virker det meningsløst, at studiet har den nuværende indplacering på det laveste trin i taxametersystemet, når man ser på uddannelsens indhold og formål.
Psykologi er en klinisk professionsuddannelse med omfattende praksistræning. I løbet af de seneste to årtier har de kliniske laboratoriebaserede fag udviklet sig til at være centrale i psykologuddannelsen.
Denne udvikling nødvendiggør i stigende grad intensiv klinisk, laboratorie- og praksisrettet undervisning, som den nuværende taxameterbevilling til universiteterne vanskeliggør realiseringen af.
Da taxameterbevillingen blev indført på landets universiteter tilbage i 1994, blev psykologuddannelsen indplaceret lavest sammen med de såkaldte ”tavle-kridt-fag”, som primært er baseret på tekstlæsning og diskussion – eksempelvis Humaniora-uddannelserne.
Tekstlæsning og diskussion er vigtige dele af psykologiuddannelsen, men er langt fra nok til at de psykologistuderende kan tilegne sig de kliniske kompetencer, som en nyuddannet psykolog har brug for til at forebygge, behandle, udrede, diagnosticere, screene og teste eksempelvis på landets hospitaler og i kommunernes PPR.
Et eksempel på de dele af undervisningen, som klæder psykologerne på til dette arbejde, er den såkaldte kognitionspsykologiske del af psykologien, hvor viden om hjerneprocesser og neuropsykologi i dag står centralt i den psykologfaglige værktøjskasse.
De studerende skal opnå indsigt i disse forskningsmetoder gennem undervisning, øvelser, testning og en bred vifte af andre dataindsamlings- og analysemetoder.
Derudover skal de studerende også klædes på til fremtidens behandlingsopgaver og tilegne sig kliniske kompetencer, som gør dem i stand til at indgå i behandlingssituationer – dette bør gøres blandt andet gennem samtaletræning og kliniske cases.
Fag, som underbygger dette, har været søgt udviklet på psykologuddannelserne, men på grund af manglende økonomiske ressourcer er dette kun sket i beskedent omfang og med utilstrækkelig forskningsmæssig undervisningsdækning.
Psykologer skal i studietiden klædes på til at kunne gå ud og løfte udfordringen med at forebygge og behandle psykisk mistrivsel og psykisk sygdom i alle dele af vores samfund.
Derfor skal der afsættes flere midler til studiet, så der er mulighed for at opnå hands-on klinisk erfaring i løbet af studietiden.
Det virker indlysende, at en investering i at hæve taxameteret på psykologiuddannelsen og dermed styrke en faggruppe, som er en garant for kvalitet i fremtidens hjælp til børn, unge, voksne og ældre, der oplever stress, mistrivsel, ensomhed og psykisk lidelse, vil være samfundsøkonomisk klogt.
En beslutning om at styrke psykologistudiet er således en beslutning om at fremtidssikre og investere aktivt i befolkningens psykiske trivsel og sundhed. En beslutning der betaler sig.