Som psykologer oplever vi en reel træthed efter to år med coronakrise. Som vacciner er supervåbnet mod virus, så er det at have et netværk ‘ supervåbnet’ mod ensomhed, mistrivsel og isolationsfølelsen.
Flere gange end vi kan tælle siden statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde i marts 2020 første gang lukkede landet ned, har vi med kort varsel måtte indordne os under nye restriktioner eller haft gensyn med gamle.
I 2020 lagde vi på rekordtid kram, håndtryk og meget af vores almindelige samvær på hylden og skulle hurtigt lære nye omgangsformer.
Planlagte aktiviteter er blevet udskudt og aflyst, hverdagen indskrænket og samværet med venner, familie og kollegaer blev usikkert og påvirket af hidtil ukendte overvejelser om smittekæder, bobler og immunitet. Og næsten lige så mange gange har vi åndet en smule lettet op, når det så ud til, at vi var igennem ‘ det værste’.
Smitte-og dødstal faldt i takt med overholdelsen af restriktioner, årstidernes skiften og udendørs aktiviteter gjorde tilværelsen næsten normal – og så kom vaccinerne, udrullet med lynets hast og til en vis grad virksomme nok til at give os noget af hverdagsfølelsen tilbage.
Indtil smittetrykket igen steg. Omikron kom, da vi mindst ventede det, og mange af os oplever lige nu et kraftigt deja-vu. Vi er tilbage med udbredte restriktioner, så vi igen ser ind i en vinter præget af hjemsendelser, nedlukninger og begrænsning af vores sociale samvær og aktiviteter hen over julen.
Coronakrisen har fundamentalt ændret vores samfund. Det samfund vi kendte blev ramt af en virus, og de færreste af os går nok fortsat med en ide om, at det hele bliver som det plejer igen. Snarere begynder vi nu at tale om, at uforudsigeligheden er blevet den nye normal. Det uforudsigelige er blevet forudsigeligt. Og hvordan reagerer vi på det?
Som psykologer i Dansk Psykolog Forenings Corona Ekspertpanel arbejder vi på tværs af arbejdspladser, organisationer og individuel behandling. Vi oplever en udbredt træthed efter at have levet igennem en efterhånden toårig coronakrise.
Trætheden er en reel konsekvens af lang tid i forhøjet alarmberedskab i samfundet og inde i os selv – alt imens der stilles store krav til vores omstillingsevne.
Og trætheden handler om, at vi siden krisens start er gået fra at kunne se nye muligheder i den første opbremsning af samfundet til i dag at være udmattede af at have gennemlevet gentagende hjemsendelser, krav om isolation og usikre fremtidsudsigter.
Men selvom vi alle kan genkende trætheden i en eller anden grad, så rammes vi alligevel forskelligt, og som mennesker har vi ikke den samme mængde ressourcer, udholdenhed eller elasticitet.
Vi reagerer forskelligt i denne langvarige krise -og selvom det kan føles sådan, så er vi ikke i samme båd.
Vi ser eksempelvis studier af mental trivsel, som viser at hver femte dansker har dårligere mental trivsel i 2020 sammenlignet med 2019 – alt imens hver tiende dansker har fået bedre mental trivsel i samme periode.
Vi reagerer også forskelligt på tilbuddet om vaccination mod corona. I en ny måling fra Gallup for Berlingske ser vi, at danskerne har et overvejende negativt syn på personer, der ikke ønsker at blive vaccineret mod corona og ikke har en helbredsmæssig begrundelse herfor. Det er eksempelvis 53 procent af de adspurgte danskere, som ser det som uansvarligt ikke at blive vaccineret, mens kun 4 procent ser det som ansvarligt.
Her er det vigtigt at huske, at selvom vi ikke er i samme båd, så er vi i samme storm. Vi har alle fået erfaringer med at være i en krise. Og til trods for forskellighed genkender vi nok noget fælles i en sorg over tabet af den kendte verden og nye perspektiver på, hvad der er trygt, meningsfuldt og hvad fællesskab er i en verden, hvor ‘ de andre’ både er nødvendige for glæden i vores liv og potentielle bærer af en smitte, som i værste – og heldigvis sjældne – tilfælde kan føre døden med sig.
Alle de erfaringer, som vi har gjort os, vil være værdifulde og måske hjælpsomme i forhold til, hvordan vi fremadrettet navigerer i en uforudsigelig fremtid.
De fleste af os havde nok aldrig i vores vildeste fantasi for tre år siden troet på, at vi skulle opleve forsamlingsforbud, masse-test, lock-down, isolation, hjemmeskole, mundbind og vaccine-kapløb. Pludselig var det vores hverdag.
Som mennesker er vi faktisk i udgangspunktet ret tilpasningsdygtige. Dette har også vist sig i coronakrisen. Langt de fleste af os kan også kapere temmelig meget omskiftelighed og tilpasning uden at tage nævneværdig skade.
Men hvis vi skal sikre, at vi også kan kapere en endnu længere coronakrise som pt er uden bagkant, så bør vi også handle på, at vi som befolkning har holdt ud meget længe.
Vi ved fra krisepsykologien, at der for mange opstår et stort behov for at restituere efter kriser og voldsomme samfundsbegivenheder.
Så hvad kan vi gøre? Først og fremmest skal vi udvikle et sprog for den situation vi er i. I en tid hvor kommunikationen handler meget om smittetal, fremskrivninger på grafer, restriktioner og daglige vurderinger af hvor det bærer hen, så er det også vigtigt, at vi sideløbende udvikler et sprog for det, vi står i.
I psykologien kalder vi læren om og forståelse af en given livssituation for psykoedukation, og vi skal udvikle et – ikke ens – men kollektivt sprog for, hvordan vi har det i forhold til krise-træthed, at skulle omstille sig hele tiden og have et behov for at restituere.
Vi skal sætte ord på, hvad det er, der sker i os, når vi pludselig forstår, at vi ikke bare lige skal hen på den anden side af pandemiens hjørne. Og vi skal sætte ord på, de fælles erfaringer vi allerede har gjort os og hvad vi faktisk godt kan klare.
Kan vi finde mening og sætte os mål om eksempelvis at udvise omsorg og interesse for kolleger, venner eller familie som står i andre situationer end en selv? Vi ser tendenser til sprækker i samfundet, uenighed og konflikter om eksempelvis vacciner og vi behøver blot at kigge til andre europæiske lande for at se, hvordan det kan gå. Det er derfor vigtigt, at vi kan give plads til samtalen om, at det kan være svært.
Det kræver også at vi taler om behovet for restitution. Det at restituere er en del af krisens anatomi – og det gælder også coronakrisen. Helt forståeligt og naturligt er personalet i sundhedsvæsnet, den sociale sektor og andre steder udmattede ovenpå en toårig coronakrise og har brug for restitution. Men det behov opstår også i den generelle befolkning.
Vi ved, at en forudsætning for at komme godt eller måske endda stærkere ud af en krise, er, at man både som gruppe og individer har mulighed for at restituere krop og sind – for netop at sikre, at det overarbejde, vi alle har været på i alle arenaer under coronakrisen, ikke sætter sig fast som slid og udmattelse.
Restitution kan se forskelligt ud – men rekreative aktiviteter, sammenhold og aktiviteter hvor vi betoner fællesskab og sammenhold vil for nogen være meningsfulde steder at genoplade. Andre har måske brug for at lade op med stilhed og alenetid.
Fra erfaringer fra katastrofestudier ved vi, at vi alle som følge af kriser kan få en øget sårbarhed og få vanskeligere ved at tackle skilsmisser, sygdom og andre svære livssituationer.
Men vi skal som samfund også have særligt øje for, at vi har forskellige forudsætninger og vilkår, som gør at nogle har en langt større sårbarhed overfor at kunne tilpasse sig en langvarig krise. Der er eksempelvis studier, som giver et billede af, at mennesker, der i forvejen havde psykiske lidelser, har fået forværret deres mentale helbred under krisen. Og det vil ikke være alle, der kommer lige godt igennem på den lange bane.
Vi oplever, et massivt pres på efterspørgslen af psykologer i befolkningen, hvor ventelisterne i den offentlige psykologordning til behandling af særlig angst og depression er rekordlange – det er voksne i alle aldre der søger hjælp, men de unge er særligt i øjenfaldende i statistikkerne.
I starten var de, der opsøgte psykologisk hjælp, meget bevidste om, at det var ‘ coronaens skyld’, og at det var på grund af krisen og dens konsekvenser, at de var mentalt udfordret. Men i dag ser billedet anderledes ud. Coronakrisen er ikke længere årsagen, men nærmere en katalysator for andre svære problemstillinger i livet, som skaber et behov for psykologhjælp.
Vi ser samme tendens i kommunernes Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR). I en ny undersøgelse blandt mere end 1.000 PPR-psykologer, vurderer syv ud af ti psykologer, at antallet af børn og familier, der har brug for hjælp i kommunernes PPR, er steget i høj eller meget høj grad det seneste år.
Mange børn-og ungepsykologer har længe haft og har stadig lange ventelister med børn og unge, der primært kommer med symptomer på angst og depression.
De er presset af at skulle holde ud og omstille sig, af konflikter i skolen og på hjemmefronten og af den usikkerhed, der har været fast følgesvend i to år.
Psykiatrien går bestemt heller ikke fri af presset. I sommer kom det frem, at antallet af henvisninger til Region Hovedstadens Psykiatri er steget med 27 pct. Det er ikke en overraskelse, at coronakrisen afføder et større behov for psykiatrisk hjælp, men omfanget er kommet bag på mange.
At billedet ser sådan ud, er en helt normal konsekvens af noget unormalt i vores samfund. Kriser vil ofte forstærke de mentale udfordringer man havde – bevidst eller ubevidst – i forvejen, fordi vi ikke har hverdagens forudsigelighed at læne os tilbage op ad.
Vi ved fra andre typer af kriser, at noget af det der har en stor betydning for, hvordan vi klarer os under kriser – både individuelt og som samfund – er, om man har et netværk og om man ‘ har en plan’.
Har man et godt netværk og gode relationer i sin familie, blandet venner og bekendte og på arbejdspladsen, så har man grundlæggende bedre forudsætninger for at holde til det, der kommer. Som vacciner er supervåbnet mod virus, så er det at have et netværk ‘ supervåbnet’ mod ensomhed, mistrivsel og isolations-følelsen.
Det hjælper også at have lagt en plan for, hvad man gør næste gang nogen bliver sendt hjem eller noget bliver aflyst eller slet ikke går som planlagt? I en familie er det en rigtig god idé i fredstid at have taget snakken, om hvad der i vores familie er det vigtigste i forbindelse med en evt. nedlukning, og hvordan man fordeler hjemmeskole og arbejde for de voksne? Er der børn, der ikke trives i hjemmeskole og skal vi eller skolen være parate til at sætte noget i værk. Vi kan så at sige bygge de vigtige rutiner og forudsigelighed, som kommer os til gavn, når og hvis vi pludselig skal omstille os igen.
Når alt dette er sagt, så ser vi et stort behov for at vi får en national plan for håndteringen af krisens mentale slagside. Ansvaret for at komme igennem denne lange og uforudsigelige krise påhviler ikke kun os selv og vores nærmeste.
Årets ord i 2020 var ‘ samfundssind’ og i 2021 var det ‘ coronapas. Det siger i sig selv en del om krisens udvikling, men med tanke på den udbredte træthed og psykiske mistrivsel giver det også anledning til at minde om den vigtige samfundsopgave, der ligger i at have en plan for, hvordan vi tager et fælles ansvar for ‘ samfundets sind’.
Der er en mental side af alle store samfundskriser, som skal håndteres ved at have en plan for, hvordan vi får en strategi for, hvordan vi styrker dialogen og forståelsen af hinandens erfaringer og reaktioner, hvordan vi kan restituere, hvordan arbejdspladser håndterer træthed og manglende motivation hos medarbejdere, og hvordan vi sikrer en øget forebyggende, behandlingsmæssig og psykosocial indsats til håndteringen af krisens mentale konsekvenser. Det er en samfundsopgave at styrke sammenhold og sørge for at vi alle får de bedste muligheder for at kunne tilpasse vores liv den uforudsigelighed, som tegner til at blive den nye normal. Vi får intet ud af, hvis vi som samfund taber nogle på vejen, som kunne have været hjulpet, eller at vi oplever stor splittelse i befolkningen.
Vi skal sammen igennem.
Det er et stort behov for at vi får en national plan for håndteringen af krisens mentale slagside.