Myndighederne skal kunne gribe mere konsekvent ind over for brodne kar

Publiceret 30.06.2021 Af nyhedsredaktionen

Indlæg i Altinget 29. juni Eva Secher Mathiasen og Lise Andersen hhv. formand Dansk Psykolog Forening og formand for Dansk Psykolog Forenings Selskab for Børnesagkyndige

De sager, vi har set i medierne, hvor psykologer praktiserer åbenlyst uacceptabelt, kalder på handling. Der er behov for nye tiltag, hvor myndighederne får mulighed for konsekvent at kunne gribe ind over for uforsvarlig ageren, skriver Eva Secher Mathiasen og Lise Andersen.

De få – men rystende – sager, vi har set i medierne, hvor psykologer praktiserer åbenlyst uacceptabelt, kalder på handling.

Selvom eksemplerne er sjældne, er dét, der sker, ikke småting. Det er ikke ligegyldigt, og det går ikke væk. Heldigvis er løsningerne billige, effektive og ligger lige for.

Certificeringsordning og tilsynssystem


I Dansk Psykolog Forening har vi længe opfordret til at indføre både en certificeringsordning for børnesagkyndige psykologer samt et offentligt tilsynssystem med klageadgang, som også omfatter ikke-autoriserede psykologer.

Vi ønsker også, at der skabes bedre mulighed for, at myndighederne kan handle mere konsekvent, når psykologer agerer groft uforsvarligt.

Vi skal forhindre sager, hvor vi har set borgere komme i en ødelæggende klemme, hvor der ikke er klageadgang over åbenlyst uacceptabelt arbejde, og hvor myndighedernes mulighed for at gribe ind er utilstrækkelige.

De få – men tragiske sager – som medierne har kunne beskrive, er på ingen måde kendetegnende for den samlede stand af psykologer, og det er rystende, at det kan ske.

For os handler det om at kvalitetssikre det vigtige arbejde, psykologerne laver. Det handler om at beskytte vores klienter og om at sikre tilliden til den kvalitet og integritet, som ligger psykologer så meget på sinde at levere.

Vi skal have et velfungerende system, som både kan forebygge og håndtere sådanne sager på en acceptabel måde.

Kig til Norges certificeringsmodel

I Dansk Psykolog Forening har vi flere gange efterlyst en certificeringsordning af psykologer, der laver specialistundersøgelser i det familieretlige eller socialfaglige system.

En certificeringsordning, der kan sikre den faglige kvalitet og stiller krav til de psykologer, der arbejder med blandt andet børnesagkyndige undersøgelser og forældrekompetence-undersøgelser.

En certificering, man kan miste, hvis man agerer groft uacceptabelt i sager, som er afgørende for børn og familiers udvikling, fremtid og livskvalitet.

Så sent som i forbindelse med de politiske forhandlinger om aftalen ”Børnene Først”, gjorde vi politikerne på Christiansborg opmærksomme på, at der er et stort behov for en statslig certificeringsordning af børnesagkyndige psykologer, som den man indførte i Norge (1998).

I Norge har certificeringsordningen netop bidraget til at sikre de børnesagkyndige psykologers kompetencer, kvaliteten i undersøgelserne og familiernes retssikkerhed.

Desværre kom certificeringsordningen ikke med i den politiske aftale ”Børnene Først”. Sat lidt på spidsen, må man sige, at det nu må være blevet tydeligt for Christiansborg, at en certificeringsordning er et afgørende element i sikring af en bedre sagsbehandling for flere, end tilfældet er i dag.

Indfør tilsyn med ikke-autoriserede psykologer, nu
I 2020 nedsatte Sundhedsministeriet og Socialministeriet en tværministeriel arbejdsgruppe for at undersøge mulighederne for at indrette psykologernes autorisationsordning anderledes og dermed også indføre et nyt offentligt tilsynssystem for psykologer.

Set med vores briller er der et stort behov for at sikre et velfungerende offentligt tilsyn med psykologer. For det første må der ikke fremadrettet være psykologer i Danmark, der falder uden for det offentlige klage- og tilsynssystem, som der er i dag.

For det andet skal vi sikre, at en psykolog fremover ikke kan frasige sig sin autorisation og på den måde undgå tilsyn, sådan som man kan i dag.

Arbejdsgruppens arbejde skulle have været færdigt i februar 2021.

På grund af coronakrisen har det ligget stort set stille det seneste år. Selvom der er fuld forståelse for, at man i coronakrisen har måtte prioritere skarpt, så er det en langvarig proces for en hasteopgave.

Vi har derfor netop foreslået både Sundhedsministeriet og Socialministeriet, at man etablerer tilsyn med de ikke-autoriserede psykologer indenfor den model, der allerede eksisterer i Psykolognævnet, hvis ikke det er muligt at sætte den store og mere omkalfatrende model på skinner med det samme.

Løsningerne ligger faktisk lige for – nu mangler vi bare, at politikerne handler.