Åh hvor er det skønt at stå her i dag!
Tillykke til alle jer.
Når jeg står her i dag i dag, kan jeg ikke lade være med at tænke på dengang jeg afsluttede min egen uddannelse på psykologi-studiet på Københavns Universitet, og den svimlende følelse, jeg stod med.
Vejen igennem den sidste del af studiet er kulminationen på mange, mange års skolegang, og så står man pludselig der, på den anden side.
Vidunderligt at være færdig, at være kommet igennem, være nået i mål– men det kommer også med en kæmpe usikkerhed.
Den følelse oplevede jeg – og jeg gætter på at også nogle af jer sidder med den i dag.
For hvad er det egentlig man kan, når man står der med sit eksamensbevis og har læst 8000 sider teori – eller mere?
Er man overhovedet klar til at møde virkeligheden som PSYKOLOG?
Er man overhovedet klar til at påtage sig ansvaret.
Jeg var faktisk gennem hele studiet meget i tvivl, om jeg havde valgt den rigtige vej. Overvejede mange gange at sadle helt om
Jeg synes, at teorien var vildt spændende, men jeg havde meget svært ved at forestille mig, at skulle kalde mig ”PSYKOLOG”.
Jeg synes, ansvaret var stort!
Først nu her mange år efter kan jeg se, at noget af det handlede om, at vores fag er et meget akademisk fag, og at evnen til at praktisere faget først læres i mødet med virkeligheden.
Man føler sig helt ny i den praktiske virkelighed og helt ”upåklædt”.
Psykologistudiet et meget teoretisk – nogle vil kalde det højtravende – fag og uddannelsen er meget akademisk.
Jobbet som psykolog er derimod meget ”hands on”.
Jeg havde i lang tid oplevelsen af at være sådan en mærkelig statur med et kæmpestort hoved, der kunne tænke alverdens tanker, men ingen værktøjskasse som jeg kunne benytte mig af, når jeg skulle forsøge at oversætte teori til praksis.
Men med tiden fandt jeg ud af, at teorien også kan bruges i mødet med virkelige mennesker. Teori og praksis smelter sammen, og det vil det også gøre for jer
Jeg har arbejdet som psykolog på mange forskellige måder: startede i Røde Kors og arbejdede med traumatiserede asylansøgere, blev derefter specialpsykolog i psykiatrien og dernæst leder i Københavns Kommune. Nu er jeg fung. formand for Dansk Psykolog Forening.
Det kan lyde som snorlige karriereplanlægning – tro mig, det var det ikke!
Faktum er at I har mange muligheder med det kandidatbevis, I står med. Der er SÅ mange muligheder.
Psykologer er meget ofte frihedssøgende, nysgerrige og kritiske mennesker, der bevæger sig på kryds og tværs i arbejdslivet.
Måske kan nogle af jer mærke trangen til at gøre en forskel, at udrette noget, nå et mål – det er godt!
Men jeg tror alligevel mit vigtigste budskab til jer i dag er:
I behøver ikke have en plan for resten af livet.
Mål kan ændre sig.
Du kan ændre dig!
Og heldigvis kan vores fag rumme netop det.
En anden god nyhed, er at der er bud efter jer.
Ledigheden er historisk lav. Kun 2 % af jer er ikke i arbejde efter to år.
En af årsagerne er, at I er dygtige.
I kan meget af det, samfundet efterspørger, og I er en del af løsningen på mange af samfundets udfordringer.
Det er faktisk sådan, at den faglighed I har oparbejdet efter utallige timer på læsesale og efter indtagelse af spandevis af kaffe af tvivlende kvalitet, er efterspurgt vidt og bredt.
Mange tror, at man som psykolog næsten udelukkende er uddannet til at være terapeut. Jeg håber naturligvis, at mange af jer i løbet af jeres arbejdsliv vil have lyst til at prøve kræfter med det kliniske arbejde. Rigtig mange mennesker – også flere og flere børn og unge – opsøger i disse år psykologer for at få hjælp til mistrivsel, psykisk lidelse og udsathed. Der er brug for jer. Men jeg håber også, at I vil brede jeres blik ud og undersøge de arbejdsfelter, hvor psykologer beskæftiger sig med forebyggelse, organisationer, ledersparring, forskning, undervisning, rekruttering, og alt muligt nyt, som jeg endnu ikke har fantasi til at forestille mig.
Det er helt fantastisk, at psykologien og psykologfagligheden bliver set som attraktive i løsningen på samfundets problemer. De vil også få øje på jer, og jeg håber, at I vil ranke ryggen og stolt bære psykologien ud, så I kan være med til at udvikle vores fag.
Men i takt med at psykologien bliver et mere synligt og magtfuldt fag (for det er det), så får vi alle sammen også et større ansvar.
Måske har I hørt podcasten ”Søborggruppen – psykologerne kommer” af Line Knutzon fra Betty Nansen Teateret. Her finder hun en optagelse fra 80’erne af et møde mellem en gruppe psykologistuderende, der sidder i en villa i Søborg og planlægger, hvordan de kan skabe en fremtid, hvor psykologer er uundværlige og hvordan de via deres faglighed kan overtage verdensherredømmet. Og hvis de kan få stort set hele befolkningen til at gå til psykolog, så er de lykkedes med projektet.
Det er en sjov konspirationsteori, der skal forklare, hvordan det er gået til, at I psykologer er gået fra at være en forholdsvis undseelig faggruppe, til at være voldsomt efterspurgte stort set i alle samfundsudfordringer og samfundsorganisationer.
Personligt synes jeg det er en ære, at vi bliver ophøjet til satire, for det siger noget om, hvordan vi har rykket os.
Men der er også et gran af sandhed i Line Knutzons betragtninger. Psykologi er et fantastisk fag, som kan bruges i det godes tjeneste til at skabe trivsel og meningsfuldhed hos den enkelte, forbedre arbejdsvilkår og gøre os alle sammen klogere. Men psykologi er ikke et uskyldigt fag.
Psykologi og psykologer er i løbet af de seneste år blevet langt mere dominerende og magtfulde, og det giver os alle et større ansvar for hele tiden at forholde os kritisk til den måde vores fag bliver brugt på. Den lille troldsplint i øjet. Vi skal være opmærksomme på magten og på hvordan vi forvalter den.
Jeg håber, at I med tiden vil se, at noget af alt det modsatrettede teori I blev præsenteret for på studiet, netop har rustet jer til det.
Uanset hvad, så klapper fælden nu. I er PSYKOLOGER og jeg er så glad for at byde jer velkommen i fællesskabet.
I er også selv en generation, som har været hårdt ramt.
Af præstationspres og af coronapandemiens lockdowns.
I har været vildt dygtige til at gå i skole, ellers var I ikke kommet ind på psykologi.
I stiler højt – men det kan være svært at blive færdig og skulle ud i ”den virkelig verden”.
Det bedste råd jeg kan give jer er at række ud efter fællesskaberne uanset, hvilken vej I skal.
Fællesskabet kommer i mange former.
Jeg håber, at I vil læne jer ind mod den store gruppe af psykologer, som findes derude. Jeg håber I vil læne jer ind i de fællesskaber og netværk, som man som ung kan finde sin plads i, for når man er ung, har man i særlig grad brug for sit fællesskab.
Der skal være plads til tvivl, usikkerhed, karriere-drømme, til at løbe panden mod muren, til at netværke og man skal føle, at psykologfællerne er en del af dagligdagen og at man selv kan få indflydelse.
Vi er et fag i rivende udvikling, og I skal være med til at udvikle psykologien og psykologerne i Danmark.
”Ingen kan det hele alene – men sammen kan vi helt ufatteligt meget”.
Men inden det hele bliver for højtravende hvordan er det så være psykolog.
For nu taler jeg meget om hvordan det ser ud på den store samfundsklinge, men hvordan er det sådan rigtigt i hverdagen.
Jeg kom selv til at tænke på et langdigt der hedder ”det værste og det bedste” af Søren Ulrik Thomsen.
I forbindelse med at jeg skulle tale til jer, spurgte jeg ud i mit netværk: Hvad er ”det værste og det bedste” ved at være psykolog.
Der er en del guldkorn jeg gerne vil dele med jer!
Det er faktisk det bedste. At kunne møde mennesker hvor de er. Og at følges med dem et lille stykke af vejen.
At skabe et rum, hvor andre trygt kan bevæge sig rundt og undersøge hvad livet skal blive for dem, at gøre øjeblikket en smule mere udholdeligt.
At komme med gode råd, som andre rent faktisk HAR bedt om. Det er det bedste.
Det værste er tvivlen, som man altid har med sig. Kunne jeg have gjort mere, gjort det bedre? Gjorde jeg det rigtige – eller var der noget vigtigt, jeg overså?
Der er mange opgaver på for lidt tid, søvnløshed, bekymringer og ængstelse. Der er dem, man ikke kan hjælpe. Eller kunne have hjulpet anderledes, hvis man havde haft mere tid, andre rammer. Eller hvis samfundet havde været indrettet anderledes. Det er det værste!
Så at være psykolog er faktisk både det værste og det bedste.
Det bedste er:
Alle de hemmeligheder man hører
Det værste er:
At man ikke må fortælle dem til nogen
Det bedste er alle de gange, hvor man i stedet for arrogance hos andre ser forsmåede følelser, umodne forsvar og komplekser.
Det bedste er, at man på første hånd oplever, at alle mennesker uanset facade, prestige og filtre kæmper en kamp og mærker skønheden i at vi alle er i samme båd.
Det værste er at sidde til en familiekomsammen og sætningen så kommer: “Hvad siger psykologen” (den har I sikkert allerede mødt)
Med de ord vil jeg ønske jer alle sammen held og lykke.
Nyd at I er fremtiden.
Jeg vil slutte med at ønske jer alle hver og en et KÆMPESTORT tillykke!
Vi ses derude på alle de spændende psykologarbejdspladser – og måske ses vi også i Dansk Psykolog Forening.