Vi har skabt et samfund, som mange unge ganske enkelt ikke kan holde til

Den mentale mistrivsel tager et hop i den gale retning, hver gang vi måler den. Forleden kom Den Nationale Sundhedsprofil (Sundhedsstyrelsen) for fjerde gang. Sidste gang – i 2017 – var vi kollektivt i chok over, hvor gennemgående den mentale mistrivsel var blandt de unge.

Nu står det endnu værre til, det er kun gået den gale vej.

Flere end 180.000 danskere har svaret på undersøgelsen. Tallene bør være et wakeupcall af dimensioner, for konsekvenserne bliver samfundsmæssigt uoverskuelige, hvis vi ikke får vendt udviklingen.

Hver tredje unge kvinde og hver femte unge mand mellem 16-24 år rapporterer dårligt mentalt helbred, og over halvdelen (52 pct.) af de unge kvinder oplever at være stressede. Hver fjerde unge kvinde har tegn på ensomhed mod 12 procent blandt danskerne generelt.

Selvfølgelig er tilgængelige behandlingstilbud af høj kvalitet, gratis psykologhjælp, sundhedsreformen og en kommende 10-års plan for psykiatri en del af løsningen. Men vi skal også turde stille os selv spørgsmålet: Hvad er det i vores samfund, der gør, at så mange børn og unge ender i mistrivsel og ofte også i decideret psykisk lidelse, som eksempelvis angst og depression? Hvorfor er det så svært at være barn og ung?

Vi kommer hurtigt til at falde tilbage på, at det skyldes svært styrbare og ’nye’ fænomener som sociale medier, 12-tals-jagten, præstationssamfundet og de perfekthedskrav, mange føler, de skal leve op til.

Det er en del af det, men kan ikke stå alene. Coronaepidemiens omvæltning af vores hverdagsliv spiller helt sikkert også en rolle i forhold til den mistrivsel, vi ser lige nu.

Men stigningen i mistrivsel har været undervejs længe og kan ikke kun forklares af corona og sociale medier. Det er langt mere komplekst end det.

Vi har de seneste par årtier indført folkeskolereformer, gymnasiereformer, fremdriftsreformer og sundhedsreformer for at geare vores samfund til fremtiden. Men vi har ikke været opmærksomme på den skyggeside af massiv mistrivsel, som er skabt i vores iver for at overdrage den bedst mulige version af Danmark til de kommende generationer.

Hvad er det i vores samfund, der gør, at så mange børn og unge ender i mistrivsel og ofte også i decideret psykisk lidelse?

Når antallet af unge med psykisk mistrivsel nu har nået dette niveau, så må vi indse, at årsagerne rækker ud over individniveau. Vi kan ikke blive ved med at se til, at så stor en andel af ungegenerationen mistrives, og vi kan ikke blive ved med at løse problemer ved at etablere behandlingsindsatser. Det kan de unge ikke holde til, og det kan vores samfunds sammenhængskraft heller ikke.

Vi ser ind i en fremtid, hvor mangel på hænder og arbejdskraft bliver en af vores største udfordringer. Det kan koste på vores produktivitet og vores vækst, og derfor har regeringen også varslet en række reformer og tiltag i forbindelse med ’Fremtidens Danmark’. Hvis jeg var Mette Frederiksen, ville det i den grad bekymre mig, at psykisk mistrivsel er en af de primære årsager til, at unge dropper ud af ungdomsuddannelserne.

Forleden lancerede regeringen en sundhedsreform, som sundhedsminister Magnus Heunicke præsenterede som et ’paradigmeskifte i forebyggelse’.

Reformen forholder sig primært til den fysiske trivsel, der naturligvis er tæt sammenhængende med den mentale trivsel. Men vi har også brug for et paradigmeskifte, når det handler om forebyggelse af mental mistrivsel.

Mental sundhed bør sættes helt øverst på den politiske dagsorden, og vi bør måle alle andre beslutninger og initiativer, vi tager i Danmark, op mod denne dagsorden – er beslutningen god for børn og unges mentale trivsel? For hvad nytter alt det, vi i fællesskab opnår som samfund af økonomisk velstand, uddannelse og viden, hvis vores generationer af unge mennesker mistrives så grundlæggende, som Den Nationale Sundhedsprofil viser.

Vi har simpelthen ikke råd til at undlade at besvare spørgsmålet om, hvorfor vi har så stor en stigning af børn og unge, der kæmper med mistrivsel og egentlig psykisk lidelse.

Vi ser stigningen meget tydeligt både i kommunernes Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) og vi ser det i psykiatrien. Antallet af børn og unge med registrerede, psykiatriske diagnoser er steget med mere end 50 procent fra 2009 til 2019. Fra 2011 til 2016 steg antallet af patienter i børne- og ungdomspsykiatrien med 30 procent. Og 70 pct. af psykologerne vurderer, at antallet af børn og familier, der har brug for hjælp i PPR, er steget i høj eller meget høj grad det seneste år.

Lad os prøve at stoppe op et øjeblik og fremskrive denne udvikling. Kan vi bære de menneskelige og samfundsmæssige omkostninger af at have et samfund, hvor så mange unge mennesker mistrives og/eller får en psykisk lidelse?

Alt i alt viser tallene, at vi har en mental sundhedskrise, som er lige så alvorlig som klimakrisen, og den burde få samme opmærksomhed. Vi er heldigvis og endelig begyndt at se hele samfundet; fra individets handlinger i eget hjem, til organisationer og samfundsstrukturer i klimakrisens linse. På alle niveauer, i alle sektorer, skal der tænkes klimatiltag og bæredygtighed ind.

Den grundlæggende udfordring, som vi bør forholde os til parallelt med udmøntningen af 10-års planen er: Hvordan får vi den samme bevidsthed hvad angår psykisk mistrivsel i spil? Kun ved at sætte ind på alle niveauer kan vi skabe en forandring. For noget i vores samfund er meget usundt for vores børn og unge. Så hvor skal vi starte?

Vi skal bruge den viden, vi har omkring vigtigheden af barnets første tre leveår. Der findes en del efterprøvet forskning i børns tidlige psykiske udvikling. Vi ved således, at barnets grundlæggende trivsel i stor udstrækning grundlægges i de første tre år af barnets liv.

Allerede helt små babyer kan vise tegn på utryg tilknytning, og vi ved, at disse børn senere i livet har mindre livsduelighed.

Der er derfor brug for en meget gennemgribende tværfaglig indsats i forhold til små børns sunde udvikling. Det kræver både investeringer i mere og opkvalificeret sundhedspleje, bedre rammer for familielivet og daginstitutioner af højere kvalitet.

Der er ingen tvivl om, at daginstitutioner langtfra alle sammen tilbyder det optimale miljø for det lille barn. For mange af os har oplevet at skulle aflevere vores lille vuggestuebarn til en voksen, der ikke kender barnet, i en stor, uoverskuelig institution med et uudholdeligt højt lydniveau. Her tilbringer mange børn mere end 8 timer om dagen.

Vi skal turde tale om, hvordan der kan skabes optimale rammer for små børns udvikling og trivsel i de rammer.

Og vi skal være klar med alternativer. Vi må tænke både i bedre og længere barselsmuligheder for alle forældre (uanset køn og familiekonstruktioner) og ret til deltid, mens børnene er små.

Man kan med held skele til vores nabolande, der har erfaring med at indføre ret til deltid for forældre med mindre børn. Der skal fokus på at skabe overskuelige og hensigtsmæssige miljøer i vores daginstitutioner. Tænk, hvis der var voksne nok til at sikre nærvær og tryghed i vuggestuen og i børnehaven.

Tænk, hvis dagtilbud kunne arbejde tilknytningsbaseret med stabilitet, tryghed og følelsesmæssigt afstemte interaktioner.

Tænk, hvis skolerne tilbød mindre klasser med et trygt miljø. Og tænk, hvis alle forældre havde ret til deltid, så de selv kunne indrette et familieliv, der passede til dem. Det anbefalede Familiekommissionen i øvrigt helt tilbage i 2007. Vi kan ikke løse udfordringerne med enten-eller, vi bliver nødt til at tænke i både-og.

Vi må kort sagt have skabt nogle mere børnevenlige forhold i de institutioner, hvor børnene tilbringer så mange timer af deres liv. Samtidig skal vi give mulighed for at skrue ned for tempoet i de travle familier.

Samtidig falder børn og unges trivsel i skoler og på ungdomsuddannelser. Også her er både årsager og løsninger sammensatte. Det store fokus på høje faglige krav og ambitiøse læreplaner skaber et enormt pres på både lærere og børn.

Der er et misforhold mellem krav og kompleksitet på den ene side og de realistiske ressourcer, den enkelte kan mønstre. Folkeskolereformens ambitioner om, at børnene skal blive endnu dygtigere, samtidig med inklusion af flere børn med særlige behov har bidraget til, at det for mange børn er blevet sværere at gå i skole.

Dette medvirker til utilstrækkelighed og mistrivsel hos nogle børn. Samtidig rammes lærerne også af stress, og mange lærere har forladt folkeskolen i frustration over de forringede arbejdsvilkår. Måske havde man glemt, at børn i trivsel lærer bedre, da man lavede skolereformen?

Også for de ældre elever har uddannelsessystemets prioriteringer stor betydning. Fremdriftsreformer har gjort unge bange for at vælge forkert eller tage sabbatår. Vi skal have taget tempo og krav ud af deres liv, for det kan ikke betale sig at tabe en tredjedel af de unge kvinder og hver femte af de unge mænd på gulvet.

PPR kan i samarbejde med den enkelte skole understøtte sunde læringsmiljøer for børn og iværksætte forebyggende tiltag for grupper, klasser og enkelte børn.

Men PPR halter ligesom den almene skole bagefter stigningen i mistrivsel, fordi ressourcerne ikke er fulgt med. En del af det forebyggende arbejde kan styrkes ved at investere i PPR, så der er lettere adgang til at få kompetent hjælp for de børn, der mistrives – hvad enten årsagen er mobning, individuelle eller sociale forhold.

Det overordnede mål må være, at skoler og gymnasier udgør rammerne for et sundt og meningsfuldt hverdagsliv, der skaber mulighed for læring og trivsel for de fleste børn. Samtidig skal vi sikre tidssvarende, fleksibelt og omsorgsfuldt tilbud til de børn, der har brug for særlige rammer for at kunne udvikle sig og trives.

Meget forskning peger på, hvilke faktorer der kan henholdsvis beskytte mod mistrivsel eller medvirke til øget mistrivsel. Et eksempel er Socialstyrelsens tværnordiske studie fra februar 2022.

Rapporten påviser en række faktorer, som man med fordel kan handle på. Det er faktorer som at få nok søvn, at være en del af et positivt offline fællesskab og at have et godt psykosocialt miljø i skolerne.

Det kan lyde simpelt, men der er stærke udviklingsstrømninger i samfundet, som går den modsatte vej. Livet i børnefamilierne er mere travlt end nogensinde. Samtidig tager børn og voksnes digitale aktiviteter i stigende grad tid fra søvn, samvær i familier og børns samvær med venner. Noget af den digitale aktivitet, som handler om at have kontakt til venner, kan beskytte mod ensomhed og mistrivsel.

Men danske børn og unge har rekord i skærmtid og når den passive skærmtid tager overhånd, øges risikoen for mistrivsel.

Jeg mener, at vi skal turde adressere forhold, der traditionelt hører til privatlivets fred. Mange forældre efterspørger hjælp til at finde balancen for deres børn.

Endelig er der stigende samfundsforventninger, som kommer mange steder fra. Ønsket om perfektion internaliseres tidligt i børn og unge, og det kan virke umuligt at skærme dem mod det pres. Uanset hvor mange gange, vi fortæller vores børn, at de er gode nok, kan det ikke stå alene.

Børn og unge bør alle være en del af et fritidsliv, hvor fokus er på at skabe noget sammen. Civilsamfundsorganisationer kan spille en vigtig rolle i at få børn med i forpligtende fællesskaber, hvor målet ikke er enkeltpræstationer.

Selvom psykisk sygdom er et af de mest udbredte sygdomsområder, er den tværfaglige forskning i området begrænset.

Der har traditionelt været større fokus på forskning i somatisk sygdom, og forskningen har haft en enorm betydning i forhold til at sikre bedre behandling af for eksempel kræft. I det faglige oplæg til 10-års planen anerkender Sundhedsstyrelsen, at forskningen er underprioriteret. Dette er med til at gøre, at forebyggelse og behandling af psykisk lidelse og mental mistrivsel ikke har den opmærksomhed, som den fortjener.

Vi ved også for lidt om, hvilke indsatser der virker. Den begrænsede dokumentation for forskellige behandlingsformer og forebyggelsestiltag er med til at begrænse vores blik for, hvordan vi kan forebygge og behandle på dette område.

Der skal investeres i tværfaglig forskning så vi bliver klogere på, hvilke samfundsstrukturer, familieforhold og forebyggende indsatser fra sundhedsplejersker, læger, pædagoger, lærere, psykologer og socialrådgivere, der kan gøre en positiv forskel. Meget forskning finansieres af de store fonde, som har en central rolle at spille i et paradigmeskifte – ligesom nedsættelsen af en egentlig tværsektoriel forskningsenhed for mental trivsel ville kunne gøre en kæmpe forskel.

Vi har allerede meget viden om, hvad der er mentalt sundhedsfremmende og skaber trivsel og robusthed. Selvfølgelig skal vi have mere forskning. Men sikkert er det, at vi skal i gang med at handle nu, og at løsningerne går på tværs af faglige og organisatoriske skel, hvis vi skal lykkes med at vende udviklingen.

Indrømmet: at løse udfordringen med mistrivsel er langt mere komplekst end at øge behandlingskapaciteten i psykiatrien, men der er menneskeligt og samfundsøkonomisk uendelig meget at vinde ved at sætte prop i stigningen af psykisk mistrivsel.

Spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være med at forandre det samfund, der giver så mange børn og unge dårlig mental sundhed.