Disse tre ting skal politikerne huske efter valget

Debatindlægget er skrevet af fung. formand Dea Seidenfaden (tv) og fung. næstformand Kristin Munch Kristiansen

Psykiatrien står på mange måder ved en skillevej. Aldrig har den fyldt så meget i en valgkamp. Aldrig har der været så stort sammenhold blandt aktører om at ville kæmpe for psykiatrien, og aldrig har politikerne udtrykt så stor vilje til forbedringer.

Tiden efter folketingsvalget bliver afgørende for, om valgkampens mange løfter om en bedre psykiatri kan holde hele vejen til et regeringsgrundlag. Men hvis vi skal lykkes, skal vi tænke nyt, for ellers ender vi i de samme blindgyder igen og igen.

Derfor har vi formuleret tre nedslagspunkter, som politikerne bør forholde sig til efter valget.

1. Plan for rekruttering og fastholdelse

For det første er vi nødt til at bryde barrierer ned ift. rekrutteringsproblemerne. Udfordringerne er reelle og bekymrende, og det er netop det, Robusthedskommissionen i øjeblikket finder løsninger på, så der i fremtiden sikres robusthed i opgaveløsningen og adgang til uddannet og kompetent personale.

Politikerne må ikke slippe afsted med at sige, at det er svært at løfte psykiatrien, fordi der mangler hænder eller specialiserede medarbejdere. I Dansk Psykolog Forening hører vi dagligt fra specialpsykologer og psykologer, der arbejder i psykiatrien, at de ønsker, at deres faglighed kommer mere og bedre i spil.

Specialpsykologer er psykologer som i tillæg har en 2-årig klinisk autorisation og dernæst en 4-årig specialisering i voksenpsykiatri eller børn- og ungdomspsykiatri. De er blandt andet uddannet i at stille diagnoser, behandle samt at koordinere den tværfaglige og tværsektorielle indsats.

Som politikere skal I gøre jer umage for at sikre faglige rammer til medarbejderne, så I kan tiltrække dem, holde på dem, give dem et arbejdsliv med mening. Vi hjælper gerne – og vi er sikre på, at andre faggrupper også vil hjælpe med at løse rekrutteringsudfordringerne.

2. Sammen om og med patienterne

For det andet er tværfaglighed slet og ret nødvendigt i en moderne psykiatri med ambitioner om at gøre flere raske og sikre patienter meningsfyldte liv. Når man får en psykisk lidelse, skal man i fremtiden kunne forvente, at behandlingen er helhedsorienteret og går hele vejen rundt om psykiske og fysiske lidelser samt de sociale udfordringer, der ofte kommer i kølvandet hos både børn og voksne.

Det er den samlede indsats og det tværfaglige blik fra sygeplejersker, psykologer, læger, ergoterapeuter, fysioterapeuter, socialrådgivere og socialpædagoger mm., der skal hjælpe patienten med at få det bedre og forhåbentlig blive rask. På samme måde kan vi langt bedre inddrage og rumme patientens behov og ønsker, når vi samarbejder på tværs.

Behovet for tværfaglighed er netop også omdrejningspunktet i Sundhedsstyrelsens og Socialstyrelsens faglige oplæg og er et nøgleord, når det handler om at give psykiatrien et kvalitetsløft og sikre, at patienter og pårørende møder en reel forbedring og ikke bare mere af det samme.

3. Psykologbehandling er ingen selvfølge

For det tredje er vi nødt til at sikre ressourcer til helhedsorienteret behandling.

F.eks. er det – måske stik imod forventningen – slet ikke en selvfølge i dag, at man får psykologbehandling i psykiatrien. I en undersøgelse foretaget af Dansk Psykolog Forening svarer over halvdelen af psykologerne, at der er helt centrale tilbud, som de ikke kan give på grund af ressourcemangel – herunder psykoterapi, psykoedukation og tilbagemelding på udredning.

Samme undersøgelse viser, at hver tredje psykolog i børne- og ungdomspsykiatrien (32 pct.) vurderer, at der aldrig eller sjældent er tid til andet end medicinsk behandling efter endt udredning. Det samme gælder for næsten hver femte af psykologerne i voksenpsykiatrien (17 pct.).

Vi skal være flere medarbejdere i psykiatrien – både psykologer og andre faggrupper. Vi byder vores faglighed til, og vi er sikre på, at andre faggrupper også er klar til at byde ind. Men planen for fremtidens psykiatri må og skal ikke strande på at dygtige medarbejdere siger op, fordi arbejdslivet er for hårdt.

Det er i høj grad en politisk opgave at sikre, at medarbejderne ikke søger væk, fordi det bliver for svært at bruge sin faglighed, eller at man ikke har ressourcerne til at hjælpe – det gælder uanset om man er læge, psykolog, sygeplejerske eller sosu-assistent.

Så når politikerne efter valget skal til at finde reelle løsninger på psykiatriens problemer, så er det afgørende, at tværfaglighed bliver et omdrejningspunkt. Mindst lige så afgørende er det, at det ikke bare er noget, vi aftaler på papiret, men at den politiske vilje også rækker til at sikre, at der faktisk gennemføres forandringer, som opleves reelle for patienter, pårørende og ansatte.