DP ønsker øget gennemsigtighed for psykologhjælp gennem sundhedsforsikringer

Publiceret 17.04.2023 Pressemeddelelse

To ud af tre psykologer, som behandler klienter gennem sundhedsforsikringer, oplever, at der er forskel på klienternes forventninger og den hjælp, som de kan give inden for forsikringernes rammer. For at skabe bedre psykologforløb for flere opfordrer Dansk Psykolog Forening nu forsikringskunder til at opsøge viden om deres betingelser, inden de stater til psykolog.

Flere end 2,3 millioner danskere har i dag en sundhedsforsikring, og for mange giver den adgang til psykologhjælp. Mender mangler gennemsigtighed om, hvordan forsikringerne dækker, og derfor igangsætter Dansk Psykolog Forening nu en kampagne, der opfordrer danskerne til at søge viden om deres forsikringsbetingelser, før de stater til psykolog. Det er f.eks. ikke alle, som er klar over, at sundhedsforsikringer ikke nødvendigvis giver adgang til op til 12 samtaler, ligesom man får, hvis man får en henvisning til at gå til psykolog med tilskud fra det offentlige.

”Et stigende antal danskere søger psykolog for behandling af f.eks. stress, angst og depression igennem deres forsikringsselskab. Men mange psykologer oplever, at der er forskel på det, klienterne forventer, og det, psykologen rent faktisk må give efter aftale med selskabet. For at skabe bedre psykologforløb for flere er der behov for større åbenhed om rammerne, så klienter ved, hvilken hjælp de kan få hos psykologen, når de bruger deres sundhedsforsikring, og så de sammen med psykologen kan afstemme forløbets indhold”, siger Eva Secher Mathiasen, formand i Dansk Psykolog Forening.

Konkret svarede to ud af tre psykologer i en undersøgelse af Dansk Psykolog Forening fra 2021, at der er forskel på klienters forventninger og den hjælp, de må yde efter aftale med såkaldte netværksfirmaer, som ofte formidler kontakten mellem dem og klienterne.

Netværksfirmaerne er enten underleverandører til forsikringsselskaber eller direkte udbydere af sundhedsforsikringer til arbejdsgiverne. Det er i samarbejdet med dem, at mange psykologer oplever stram tidsstyring, når de behandler klienter med komplekse problemstillinger.

3 ud af 5 psykologer svarer i Dansk Psykolog Forenings undersøgelse, at de altid, ofte eller nogle gange må afslutte et forløb med en klient med angst eller depression, før de mener, at klienten er færdigbehandlet. Det på trods af, at klienterne ofte bliver stillet en behandling i udsigt, der betegnes som ’det rimelige og nødvendige antal samtaler’.

”Det er vigtigt, at der er høj kvalitet og fuld gennemsigtighed i de forsikringsdækkede ydelser. Hvis klienterne ikke får den rette behandling, kan det føre til tilbagefald og i værste fald til en forværring af deres tilstand. Vores budskab er derfor, at mennesker, som skal til psykolog igennem deres sundhedsforsikring, skal spørge deres forsikringsselskab om, hvilken behandling de har dækket i deres forsikring – for eksempel hvor mange samtaler de kan forvente at få,” siger Eva Secher Mathiasen.

Foruden at oplyse forsikringskunder om, hvad de skal være opmærksomme på ved psykologhjælp, arbejder Dansk Psykolog Forening for at skabe bedre rammer og gennemsigtighed gennem dialog med forsikringsselskaber, erhvervsorganisationer og klient/forbrugerorganisationer.

Pressekontakt
Mail: presse@dp.dk
Tlf: 44 12 97 91

Fakta

Dansk Psykolog Forening opfordrer mennesker med en sundhedsforsikring til at undersøge deres betingelser, inden de starter til psykolog. Følgende spørgsmål kan være gode at stille til forsikringsselskabet:

  • Hvilken type hjælp kan jeg få?
    Nogle forsikringsselskaber lægger op til kortere rådgivningsforløb eller krisehjælp, mens andre tilbyder længere behandlingsforløb.
  • Hvor mange samtaler dækker min forsikring?
    Mange oplever bedring efter 4-5 samtaler. Ved komplekse problemstillinger kan det være nødvendigt med flere samtaler.
  • Vælger jeg selv min psykolog?
    De fleste forsikringer tilbyder at matche dig med en psykolog, men mange giver dig også mulighed for, at du selv kan vælge psykologen.
  • Er min psykolog autoriseret?
    Autoriserede psykologer har et fagligt højt niveau og er underlagt Psykolognævnets tilsyn.

Læs mere