Opgaverne i psykiatrien kan også udføres af præautoriserede psykologer under supervision og som en central del af deres grunduddannelse. Dette er dog kun et udsnit af anvendelsesmuligheder for psykologers kompetencer. Psykologer arbejder også med diagnostisk udredning, bruger- og pårørende samarbejde, konfliktnedtrapning og forebyggelse, kriseintervention, udvikling og udførelse af nonfarmakologisk behandling, ledelse og organisering af det tværfaglige samarbejde og undervisning.
Specialpsykologers kompetencer bruges også i mange sammenhænge, men gruppen kan særligt også bidrage til at kvalificere udredning og det akutte arbejde på baggrund af sin grundige psykopatologiske uddannelse.
Der er også psykologer indenfor ledelse, herunder personaleledelse, afdelings- og klinikledelse og projektstyring, samt forskning og udvikling, men der er også mange steder et ikke-anvendt potentiale, hvor psykologer med deres faglighed har noget at byde på, bl.a. ved den særlige forståelse af kontekstuelle og relationelle mekanismer og deres mangeårige tradition for supervision af tværfagligt arbejde.
Det kræver et særligt uddannelsesforløb at arbejde som psykolog i psykiatrien. Uddannelse er derfor sammensat af en 5-årig psykologfaglig grunduddannelse ; en 2-årig praktisk efteruddannelse for at blive autoriseret efterfulgt af en specialistuddannelse, der kan færdiggøres på 3-5 år.
Psykologer er grundlæggende uddannet til at forstå den menneskelige psyke i et helhedsperspektiv. Uddannelsen består af en bacheloruddannelse og en efterfølgende kandidatuddannelse som giver titlen cand.psych, og omfatter bl.a. udviklingspsykolog, personlighedspsykologi, samfundspsykologi, sundhedspsykologi, neuropsykologi, kognitionspsykologi, klinisk psykologi, psykiatri, psykotraumatologi, pædagogisk psykologi og arbejds- og organisationspsykologi.
Der er i alle fag en vægtning af teori og metode, og uddannelsen indeholder introduktion til psykoterapeutiske retninger, samt samtaletræning. Derudover bygger uddannelsen, som alle akademiske specialer, på en grundlæggende forståelse af videnskabsteori, etik, statistik og forskningsmetode. Psykologers grunduddannelse giver en særlig faglighed i forhold til krydsfeltet mellem det almene og det kliniske, som gør psykologer kompetente både til at vurdere psykopatologi og at tænke i recovery og udvikling.
Uddannelsen er en generalistuddannelse der muliggør specialisering indenfor såvel de enkelte fagspecialer som det tværgående ledelsesfokus.
Inden specialisering påbegyndes, har psykologer en 2-årig praktisk efteruddannelse i form af et autorisationsforløb, der indeholder 160 timers supervision på hhv. mindst 500 konfrontationstimer med udredning og mindst 500 timer med intervention, herunder mindst 200 timer med individ og mindst 200 timer med gruppe og/eller organisation. Således har alle autoriserede psykologer et solidt og bredt grundlag både praktisk og teoretisk inden specialisering kan begynde. Psykologer autoriseres af Psykolognævnet, som fører tilsyn med alle autoriserede psykologer.
For psykologer ansat i sundhedsvæsenet gælder, at de regnes som sundhedspersoner, og der føres tilsyn også ved Styrelsen for Patientsikkerhed. Autoriserede psykologer er selvstændigt ansvarlige for eget virke.
Der findes 10 specialistuddannelser ved siden af Specialpsykologuddannelsen. De mest almindeligt forekommende i psykiatrien er Specialist i Psykoterapi, Psykopatologi eller Klinisk Børne- og Ungepsykologi. Specialistuddannelserne kan færdiggøres på 3-5 år og består af mindst 3 års praksisarbejde inden for specialet, 200 timers supervision (160 timer for Specialist i Psykoterapi), 40 timers personligt udviklingsarbejde (80 timer for Specialist i Psykoterapi) og 360 timers teori. Specialistuddannelserne er organiseret og certificeret i Dansk Psykolog Forening.
DP’s medlemsundersøgelser peger på, at den fulde anvendelse af psykologers kompetencer er begrænset af traditioner og ”glaslofter”, som stadig gør sig gældende, samt at psykologer ønsker at bidrage på flere domæner og i højere grad at udnytte deres kompetencer. Undersøgelserne peger ligeledes på risiko for frafald af kapacitet fra psykiatrien over tid på denne baggrund. Der er yderligere et uopdyrket potentiale i forhold til et bredere samarbejde om supervision og faglig udvikling på tværs af læger/psykologer, der kunne komme begge faggrupper til gavn. Et fagligt blik på det almene og helhedsorienterede supplerer det traditionelle psykiatriske udgangspunkt i det patologiske felt og kan tilføre mere vægt til det, som skal udvikles og styrkes i tillæg til det, der skal fjernes eller mindskes. I udvikling mod mere non-farmakologisk behandling og reduceret anvendelse af tvang, er der åbenlyse muligheder ved at sætte psykologer i spil