Selskab for Psykologisk Psykiatri

Selskab for Psykologisk Psykiatri blev stiftet 1997, som et græsrodsinitiativ inden for Psykologforeningen. Et hovedformål var oprindelig at arbejde på at fremme en (fag)psykologisk tilgang inden for psykiatrien, som var (og til dels stadig er) domineret af et lægeligt, biomedicinsk perspektiv. I debatter i dagens Danmark efterspørges der jo fortsat ikke bare flere psykologer, men også en mere psykologisk/psykosocial forståelse af psykiske lidelser, inden for både voksen- & børne-unge området.

Selskabet arrangerede debatmøder, som ”fyraftensmøder”, men har fra et tidligt tidspunkt også afholdt kvalificerende faglige kurser.

I en del år gav det en kreativ dynamik i arbejdet i Selskabet, at dets bestyrelse bestod af psykologer fra dels hospitalspsykiatrien, dels socialpsykiatrien. Det gav anledning til en del uformelle, men livlige faglige diskussioner! Efterhånden er det dog længe siden, vi har haft kolleger fra socialpsykiatrien med. – Kolleger, der arbejdede inden for børne-unge området, dannede 2006 SPBU – Selskab for Psykopatologi hos Børn og Unge.

Efter et stort arbejde fra ikke mindst de ledende psykologer Birgitte Bechgaard (Selskabets mangeårige formand) og Per Knudsen blev der i 2005 omsider oprettet en specialistuddannelse i Psykopatologi i DPF. Selskab for Psykologisk Psykiatri blev et specialebærende selskab, med de rettigheder & forpligtelser, der følger af det.  Der var særdeles meget at gøre i det nye Psykopatologiske Fagnævn i især det første års tid, da mange søgte specialistgodkendelse under overgangsordningen.

I 2010 kom så Specialpsykologuddannelsen inden for psykiatrien. Specialpsykologerne blev opfordret til at danne deres eget faglige netværk inden for Selskab for Psykologisk Psykiatri. Men de valgte i stedet at oprette et separat fagligt selskab. –  Mange har glædet sig over, at der endelig er kommet en strømlinet, arbejdsgiverbetalt videreuddannelse for psykologer, a la lægernes, hvor man hidtil  jo selv har måttet sammenstykke en specialistuddannelse som et puslespil af mange forskellige kurser, måske over en årrække, som man selv har måttet finde måder at få finansieret på. – Andre har dog slået på, at i en videreuddannelse, der er betalt af arbejdsgiverne, er det også i høj grad arbejdsgiverne, der bestemmer indholdet, og at specialpsykologer under uddannelse i høj grad må tage sig af hvad, der traditionelt har været lægeopgaver i psykiatrien, hvor der typisk mangler læger. Nogle specialpsykologer under uddannelse har også klaget over ikke at have tid nok til psykoterapi; ligesom der i den travle psykiatriske dagligdag er blevet mindre og mindre tid til klassisk psykologisk testning.

Nogle psykologer har ønsket at holde sig til at lave traditionelt psykologarbejde i psykiatrien, ligesom en del hverken har søgt specialistuddannelse i Psykopatologi el. specialpsykologuddannelse, men en anden specialistuddannelse, oftest som specialist i Psykoterapi.

Generelt kan man sige, at det siden 2010 har været en selvfølge, at der er en hel del psykologer ansat i psykiatrien, men at deres metodefrihed til gengæld er blevet kraftigt beskåret. I Regionerne er det i høj grad bestemt oppefra, hvordan psykologer skal arbejde terapeutisk.

Selskabets formål er beskrevet i vores vedtægter, § 2.  Vores hovedopgave er i dag i praksis at arrangere meritgivende kurser på specialiseringsmodulet på specialistuddannelsen i Psykopatologi, som der faktisk er en vis efterspørgsel efter blandt DPF’s medlemmer.

Selskabet har fra starten haft en repræsentant i Psykopatologisk Fagnævn, er derudover aktivt med i diverse udvalgsarbejde i DPF, f.eks. omkring diagnoser, og afgiver høringssvar, omkring opdatering af officielle kliniske retningslinjer o.a..