Af Arne Skovgaard Juhl

Artiklens overordnede problemstilling er bevarelse af selvopfattelse. Alvorlig sygdom indebærer risiko for at den syge bliver isoleret og mister identitet. Det sker især på grund af funktionstab, ændrede muligheder for kontakt og den fremmedhed i forhold til døden, som vores kultur er præget af. Artiklen viser en psykologs forsøg på at gøre det muligt for den døende igen at kunne opleve sig som del af en personlig relation og for at familien igen kan opleve sig som samlet og betydningsfuld for hinanden i kontakten omkring sygesengen. Med patienten i fastholdt fokus refereres der fra forskellige møder med døende og pårørende, som der efterfølgende reflekteres over. Tilgangen er relationel, hvad både præger de psykologfaglige og de filosofiske refleksioner.

Indledning:
Artiklen bygger på erfaringer fra samarbejde med døende og pårørende på hospice 1).

De mennesker, jeg har mødt, har almindeligvis ikke været bange for at dø. De nærmer sig deres død, som de har levet: resignerende, kæmpende, reflekterende, praktiske, talende, tavse. Det er som om, der er afgørende forskel på, om et menneske tænker sin død fra midt i livet, eller nærmer sig den som afslutning på et sygdomsforløb.

Døden er både biologisk, personlig og social. Over tid gør funktionstab og kropslige forandringer det sværere og sværere for den døende fortsat at kunne kende sig selv gennem sin krop, handlinger og sprog. Tiltagende træthed bliver mere og mere fremtrædende. Trætheden er både kropslig og psykisk. Det virker, som om den døende hører, men ikke længere har kræfter til at tale, tænke, føle eller handle. Trætheden kan opfattes som den døendes tilpasning til sin livssituation 2).

Pårørende vil almindeligvis gerne gøre det så godt som muligt i forhold til deres døende familiemedlem, men det kompliceres af, at den døendes funktionstab skaber en ny ramme for samvær, hvor mulighederne for kontakt er ændrede fra det, man er fortrolig med. Samtidig gør kulturelle grunde det også kompliceret at være pårørende. Nu om dage er døden rykket ud af de fleste familiers daglige liv og er blevet en begivenhed, man ikke længere gør erfaringer med. Der er ikke længere sprog og indarbejdede tanke- og handlemønstre til rådighed omkring døden. Det kan skabe en uklar og usikker situation for pårørende m.h.t., hvad der kan siges og gøres.

Ud fra en relationel synsvinkel giver artiklen bud på, hvad den professionelles muligheder kan være for at hjælpe i en situation, der både af personlige og kulturelle grunde er svær for den pårørende 3). Der gengives ord og handlinger, som er introduceret i samarbejdssituationer. De er forsøgt afstemt efter de mennesker, jeg har mødt, ud fra ønsket om at hjælpe, både den der skal dø og familien omkring ham 4).

Den døende far og de tre voksne børn
Den døende far ligger ukontaktbar i sengen og har gjort det i flere dage. 3 voksne børn lister hviskende rundt i lejligheden. De peger hen mod sengen som svar på mit spørgsmål om, hvorfor de gør det. Jeg minder dem om, at selv om deres far ikke kan tale til dem længere, er det ikke usandsynligt, at han kan høre dem. Det giver dem både en mulighed for at få det sagt, som måske mangler at blive sagt, og det giver dem også opgaven ikke at skabe en situation for faderen, der gør ondt værre. Jeg foreslår dem, at de siger det til hinanden og til faderen, som de plejer, når de er sammen med ham, og at de så vidt muligt også gør det, de plejer at gøre, når de er sammen. Så kan faderen høre, hvem han er sammen med, og at han er en del af det samvær, han elsker mere end noget andet.

Tilfældigt møder jeg ét af de voksne børn efter faderens død. Hun fortæller, at de forsøgte at gøre det, de havde hørt mig rådgive dem til. De havde sagt til faderen, at de nu dækkede kaffebord henne i den anden ende af lejligheden, ligesom de gjorde i gamle dage, når de var på vej til sommerhuset ved vestkysten, og klitrækken dukkede op i horisonten. Her med udsigt til det forjættede land havde faderen nemlig indført den tradition, at man gjorde stop og dækkede kaffebord. Stor var deres forbløffelse, da det fra faderens seng lød, svagt men hørligt: ”Det vil jeg være med til”! Sengen blev kørt hen til bordet, og det blev faderens sidste ord.

Tanker efter mødet med den døende far og de 3 voksne børn
Hvor der er liv, er der hørelse. Det er et hensigtsmæssigt udgangspunkt i samarbejdet med pårørende. Opfattelsen giver de pårørende en forpligtelse og en mulighed. Den giver en forpligtelse til ikke at gøre tingene værre for deres døende ved at gøre stemningen alt for tung eller ved at være utydelige ved f.eks. kun at gå stille rundt, hviske o. lign. Den giver en mulighed for, at det stadig er meningsfuldt at få personlige ting sagt til den døende, som de synes mangler at blive sagt, ligesom det bliver meningsfuldt fortsat at sige de dagligdags ting til den døende og hinanden, som plejer at blive sagt.

Familien er central for vores opfattelse af os selv, og når pårørende er sammen og siger og gør det, de plejer, skabes en sammenhæng, som alle er fortrolige med. Ved at introducere kaffebordet i vejkanten gjorde de voksne børn en fælles situation fra tidligere nærværende, en situation der var så positiv og kraftfuld, at den i faderens tanker løftede ham ud af sygesengen.

Det er vigtigt, vi som professionelle forstår, at familien gør livshistorien nærværende. Det er også vigtigt, vi forstår, at det aldrig er neutralt for den døende. Almindeligvis er det ønsket og positivt, men enkelte gange er det ikke. Vi må ikke tro, at vi på forhånd ved, om vi skal bane vejen for familien eller skærme den døende.

Som professionelle skal vi også være opmærksomme på, at der er forskel på biografiske data og livshistorie. Biografiske data er livet sét udefra. Livshistorie er livet fortalt indefra. Biografiske data vedrører objektive forhold og er som sådan neutrale og almindeligt kendte – for os at se, men sådan behøver det ikke være for det andet menneske. Livshistorien er fortællingen om den personlige rejse mellem vished og tvivl, håb og fortvivlelse, sejr og nederlag kort sagt livet på godt og ondt fra det inderste lønkammer.

Det er afgørende vigtigt, at vi som professionelle farer med lempe, ikke kun om biografiske data, men også og især at vi ikke bevæger os ind i det andet menneskes personlige rum uden at være budt. I så fald risikerer vi, at vi med vores spørgsmål om livet fra før sygdommen kommer til at misbruge vores position og får den syge til at tale om noget, han ikke ønsker at tale med os om 5).

Den voksne datter, der skal miste sin far
Den voksne datter forfærdes over faderens ukontaktbarhed og rallende vejrtrækning. Samtidig frygter hun, at lyden forsvinder, og der bliver stille.

Hun fortæller, hun som barn elskede at putte sig ind til faderen, når han kom hjem fra arbejde, sad i sin stol og lugtede af friskt savet træ, og de snakkede om dagen, der var gået.

Vi taler om fastholdelse og tab, at billeder, lugte, lyde for hende er fastholdelsens sprog, mens stilheden er tabets.

Vi drøfter, at vi ikke kan forhindre, at de mennesker, vi elsker, dør fra os. Vi drøfter også, at hun allerede nu har mulighed for at stritte imod, at faderen forlader hende, ved at hun aktivt holder fast i erindringer fra deres fælles liv: Hvad gjorde faderen, og hvad sagde han, som var typisk for ham. Noget af det siger hende mere end andet, og hun har mulighed for at vælge det ud, der er meningsfuldt for hende og kendetegnende for faderen og for samværet med ham og at lade det få en plads i sin egen hverdag.

Datteren har ikke tænkt de tanker, men selv midt i sorgen er hun åbenlyst glad for at blive mindet om den mulighed, hun har for at lade faderen leve videre for sig, gennem den måde hun lever sit liv på.

Tanker efter mødet med den voksne datter der skal miste sin far
Omkring sygesengen gør patientens mange funktionstab det sværere og sværere for de pårørende at kunne kende sig selv og hinanden gennem samspillet med den syge. Der opstår let et tomrum, ingen tør bevæge sig ud i. Måske var det både på grund af denne usikkerhed, og fordi datteren og faderen altid har forbundet sig med hinanden gennem fysisk kontakt og ord, at stilheden blev så truende for hende. I denne situation gav det derfor mening at knytte stilhed og tab sammen. Det ville ikke have været rigtigt i en familie, der var fortrolige med at være stille sammen.

Ligesom de pårørende er vigtige for den syges genkendelse og fastholdelse af sig selv, er den syge fortsat vigtig for de pårørendes genkendelse og fastholdelse af sig selv. Det gælder både, mens patienten lever, og når han er død.

For datteren var det selvfølgeligt, at faderen fortsat ville være ressourceperson for hende, når han var død. Talen om at kunne fastholde faderens betydning for sig gav hende trøst og handlemuligheder. Hun oplevede, at det igen blev positivt at huske samværet, fordi hun brugte det til at beslutte sig for, hvad hun ville holde fast i af faderens faste vendinger, rutiner, ting mv. ud fra sin egen livssituation. Hun oplevede det også positivt at påbegynde processen, allerede mens faderen var i live.

Synsvinkelen imødegår opfattelsen af, at man først kan komme sig i forhold til sit tab, når man har forholdt sig til sin sorg. I stedet arbejdes der ud fra at erkendelse af tab og genindlemmelse kan ske i en samtidig proces 6). På den ene side gælder det om at erkende sit tab og mærke de følelser, der er knyttet til tabet. På den anden side gælder det om, ”at hilse på igen” og genindlemme den mistede på den måde, som er naturlig ud fra det forhold, den efterladte har haft til afdøde. Genindlemmelse er centralt i patientens sorgarbejde, det erstatter ikke sorgen, men bliver dens ballast 7).

Nærtstående har både livshistorisk og aktuel betydning for hinanden, og uanset om forholdet mellem dem har været godt eller dårligt, vil en afdød fortsat være betydningsfuld for en efterladt. Der kan ikke laves om på det, der er sket tidligere, men i genindlemmelsen har den efterladte mulighed for at gøre sig sine egne tanker om forholdet og for at stille sine egne spørgsmål til hvilken betydning, den afdøde og det skete skal have for ham.

Hustruen og de to børn på 20 og 22 år, der skal miste ægtefælle og far
Hustruen fortæller, om ægtefællens hurtige sygdomsforløb. For bare to uger siden var han for første gang med på besøg hos den yngste, der netop var flyttet til en anden by for at uddanne sig.

Hustruen fortæller også, at de er en familie med tæt sammenhold, en familie hvor man kerer sig om hinanden. Ikke mindst har faderen altid været optaget af, at de andre havde det godt.

Faderen har været fraværende i kontakten de sidste dage til hustruens og begge børns store sorg. Vi drøfter, at selv om faderen ikke kan meddele sig mere, er det sandsynligt, at han hører, hvad der siges i rummet og til ham. Det giver dem muligheden for at skabe en normalitet på stuen, ved at de siger det til hinanden og til faderen, som de plejer. Så kan faderen høre, de er der, og at han er sammen med dem, han elsker mest. Det giver dem også mulighed for at sige noget til faderen i det omfang, de synes, noget mangler at blive sagt.

De fortæller, at der har været åbenhed om sygdommen under hele sygdomsforløbet, og at alt på den måde er sagt.

Jeg spørger, om de har fortalt faderen, at han kan være sikker på, at de nok skal klare sig, at det bliver svært, men at han kan stole på det, fordi den styrke, hans kærlighed har givet dem, ikke forlader dem, når han ikke er der mere. Det har de ikke, men ordene bekommer dem så godt, at de straks vil gøre det.

Efterfølgende fortalte hustruen, at ægtefællen var blevet nærværende, mens de talte til ham, og at de derefter havde haft en kontakt i et par timer, som alle nød.

Tanker efter mødet med hustruen og de to børn på 20 og 22 år
Den syge er som regel ikke bange for at skulle dø. I familier med megen omsorg for hinanden er det i stedet almindeligt, at han er bekymret for, hvordan det vil gå de efterladte, når han ikke er her mere.

Ingen ord er hensigtsmæssige i alle sammenhænge. For den jaloux ægtefælle kan det f. eks. være en provokation at høre den anden sige, ”jeg skal nok klare mig”. I familier med tvivl og usikkerhed om hvilken betydning, man har for hinanden, kan de nævnte trøstende ord derfor være lige så forkerte, som de er velanbragte i en familie, hvor tvivlen om sig selv i forhold til de andre ikke er i spil. I omsorgsrelationen, hvor den døende giver de efterlevende lov til at leve uden ham, og de pårørende giver den døende lov til at dø, er ordene positivt kraftfulde både i forhold til den, de er sagt til, men også for den, der siger dem.

Det skyldes bl.a., at de ord, man siger, hører man også selv. Man siger dem dermed både til den anden og sig selv. I og med børnene hører, hvad moderen siger, siges det indirekte også til dem.

Hvor det er muligt, er det ønskeligt at genindlemmelse bliver en fælles proces mellem den døende og de pårørende. Det sagte giver håb og fortrøstning både for den døende og de pårørende selv samtidig med, at ordene som et udtalt løfte forpligter de pårørende i forhold til sig selv og hinanden.

I situationen lykkedes det den pårørende at være sig selv i forhold til sin døende ægtefælle og at tale til ham på en måde, som var naturlig for dem. Det banede vejen for, at familien igen for en stund kunne opleve den inderlighed i samværet, som var kendetegnende for den, før sygdommen vanskeliggjorde kontakten.

Perspektiver for psykologisk arbejde i palliation
Den døende og de pårørende er i en situation, hvor de både er ramt personligt af at skulle sige farvel og ramt af vores kulturs fremmedhed i forhold til døden. Som psykolog på hospice har et grundlæggende spørgsmål været, hvordan jeg kunne hjælpe både den døende og de pårørende i en situation, hvor sprog og handlemuligheder synes at være sluppet op.

Ingen drejebog, men vigtige begreber
Der kan ikke på opstilles en drejebog for den professionelles møde med døende og pårørende. Opgaven er hver gang, at kunne afstemme sig efter netop de mennesker man møder og respektere det bestemte liv, der er levet og forstå, hvordan det påvirker den døende og de pårørende.

Fra møder med døende og pårørende har der udkrystalliseret sig en række begreber og temaer, som især har været virksomme og meningsgivende i samarbejdet:

  • Bevarelse af selvopfattelse
  • Afstemning og genkendelse
  • Tilknytning og adskillelse
  • Tab og fastholdelse
  • Normalisering.

Filosofisk sét er det – ud fra en relationel tankegang – mødet med et andet menneske, der konstituerer os 8). Psykologisk sét er det samspillet med andre, der gør det muligt for os at danne en opfattelse af os selv 9). Den vigtigste erfaring fra mit samarbejde med døende og pårørende er, at dette almene forhold også er relevant i mødet mellem hjælper, døende og pårørende.

Den professionelles evne til at afstemme sin intervention giver den døende mulighed for at kunne genkende sig selv længst muligt gennem den professionelles måde at være på.

Den professionelles afstemning efter den døende og de pårørende er en forudsætning for, at det kan lykkes ham at anvise ord og handlinger, der kan hjælpe de pårørende til ud fra det, de har været vant til at normalisere situationen omkring sygesengen. En sådan normalisering er én forudsætning for at den døende og de pårørende kan genkende sig i hinanden via den fælles historie. I bedste fald kan normalisering bane vejen for, at familien for en stund kan genskabe nærhed i forhold til den døende, en nærhed der ellers var gået tabt.

Livshistorien
Pårørende kropsliggør den fælles historie med patienten. Alene deres tilstedeværelse giver mulighed for, at den døende igennem dem kan fastholde opfattelsen af sig selv fra tiden før sygdommen. Almindeligvis er det positivt, at livshistorien på den måde kommer tæt på, men det er ikke altid ønsket af patienten.

Livshistoriefortælling udgør en særlig udfordring i palliativt arbejde. Er det ønsket af den døende, og er hans tilstand sådan, at fortælling er mulig, kan fortællingen medvirke til, at han som menneske træder tydeligere frem på trods af sygdommen både for ham selv og for dem, han fortæller til. Brugt forkert og i den forkerte sammenhæng kan livshistoriefortælling opleves som et overgreb af både den døende og de pårørende.

Relationen
Den døendes betydning for de pårørende ophører ikke, fordi han bliver syg og dør. Der eksisterer fortsat en relation, som vi kan arbejde med ligeså naturligt, som vi arbejder med relationer mellem levende. Almindeligvis men ikke altid er pårørende ulykkelige over at skulle miste og usikre på, hvordan livet skal kunne leves uden deres ægtefælle, forælder, søskende og andre. I samarbejdet med pårørende er der ud over følelsesmæssig støtte indgået orientering om sorgarbejdets to sider, tab og genindlemmelse, og om de muligheder genindlemmelse giver den efterladte for selv at påvirke den betydning afdøde og det, de har haft sammen, skal have.

Et pålideligt fællesskab
Alvorlig sygdom medfører kropslige forandringer og funktionstab. Det gør det svært for den syge at kunne kende sig selv, og det risikerer samtidig at isolere ham fra dem, han holder af, fordi tabene også rammer mulighederne for kontakt. Det sætter den konkrete ramme for psykologens og andre professionelles palliative omsorg.

Palliativ omsorg er mere og andet end kærlig og kyndig pleje. Med bevaret fokus på patienten skal den professionelle kunne finde balancen mellem flere hensyn. På den ene side skal han kunne afstemme sig efter, hvad der har været normalt og vigtigt for den døende og de pårørende. På den anden side skal han kunne bevare personlig integritet, fagligt overblik og etik i kontakten. Lykkes det ham at finde denne balance, kan han bidrage til, at der genopstår et pålideligt fællesskab omkring sygesengen, som både den døende og de pårørende kan kende sig selv og hinanden i længst muligt 10).

Afslutning

Den belæste 83 årige kvinde
Mit møde med en ældre kvinde illustrerer vigtigheden af, at patienten bevarer retten til at definere relationen. Hun skal få det sidste ord, dels fordi det passer os begge godt, at hun får det, og dels fordi hun med sine ord bestemmer vores relation ud fra den person, hun ønsker at se sig selv som i stedet for, som den defineres af sygdommen:

Den 83 årige kvinde har læst meget hele livet, og hun har fulgt med udviklingen, så godt hun kunne, bl.a. den teknologiske. E-bogen ligger ubenyttet på grund af få kræfter, men inden for rækkevidde på natbordet. Hun er tørstig og beder om tudkoppen med vand. Hun vil helst selv, men det kræver flere kræfter, end hun har. Jeg ser hendes kamp og får tilladelse til at hjælpe. Det lykkes. ”Jeg kunne blive en god sygepasser”, forsøger jeg mig efterfølgende med. Efter en lang pause lyder det: ”Du kunne blive en god hushovmester”!

 

Noter
1: Ansættelse som psykolog ved Anker Fjord Hospice i perioden 2011-2015.
2: Se Juhl, Arne Skovgaard: ”Erfaringer fra palliativ praksis”, Psykolog Nyt, 2015, 1, s. 16-21 og tidsskriftet ”Omsorg”, 2015, 2, s. 35-42.
3: Hjælper opfattes her som en professionel, der med bevaret faglighed og personlig integritet formår at afstemme sig efter den døende og hans familie. Hjælper er ikke noget man er pr. definition, men noget man kvalificerer sig til at være gennem det direkte samarbejde med den døende og hans familie.
4: Afstemning forudsætter empati, indlevelsesevne, situationsfornemmelse og lignende udtryk for intuitiv forståelse for det andet menneske og for den sammenhæng, mødet finder sted i. Det er et udtryk for en gensidig proces, der udspiller sig over tid i relationen. Som sådan er afstemning beslægtet med spejlingsteori og teori om social biofeedback. I dagligsproget giver udtrykket ”at føle hinanden på tænderne” en umiddelbar forståelse af, at det er en almindelig proces, der udspiller sig, når mennesker mødes, og som ikke baserer sig på sprog. I udviklingspsykologi er afstemning et udtryk for omsorgspersonens evne til i en før-sproglig kontakt at finde balance mellem at imødekomme barnet og adskille sig fra det. Vellykket afstemning er afgørende for barnets dannelse af positiv og sikker bevidsthed om sig selv (Fonagy,P. m.fl., 2007). I palliation er begrebet vigtigt for at kunne forstå den professionelles mulighed for at hjælpe den døende og de pårørende til at kunne kende og genkende sig selv og hinanden længst mulig i en situation, hvor mulighederne for samtale er svækkede eller fraværende.
5: Historien om os selv er udviklet fra samvær med andre. Måske derfor er der variationer i opfattelsen af sig selv, afhængig af hvem man fortæller til. Fortællingen er også afhængig af, hvornår den fortælles: Det er aldrig den samme historie, der fortælles på forskellige tidspunkter. Livshistoriefortælling udspiller sig ikke i historisk tid, men i biografisk tid. Det betyder, at der hvert øjeblik fortælles i et ”fænomenologisk nu”, et stående nu: ”nunc stans” (Hanna Arendt, 1981, p 210), dvs. både i forlængelse af noget forudgående, og som forudgribelse af noget kommende. Generelt er livshistoriefortælling udtryk for, hvad der opfattes positivt og negativt i et menneskes opfattelse af sig selv og livet som sådan. Livhistoriefortælling er således et meget personligt anliggende, og vi kan ikke tage det for givet, at det menneske, vi møder, ønsker at blive konfronteret hverken med sit livssyn, sin fortid eller sin mulige fremtid i mødet med os. Positive eksempler på inddragelse af livshistorie er ”Værdighedssamtaler”, som de praktiseres af Lise Jul Houmann m.fl. på Bispebjerg Hospitals Palliativ Medicinsk Afdeling, og Jónas Gustaffsòns m.fl. inddragelse af livhistoriefortælling i social psykiatrisk arbejde (Gustafssòn m.fl., 1998 og 2014).
6: Min tankegang om sorgarbejde er påvirket af Mai-Britt Guldin (Guldin, 2011, 2014). Det gælder bl.a. M-B G´s påpegning af sorgarbejdets to spor og sammenhængen mellem sorgreaktion og udviklede livsstrategier.
7: Genindlemmelse er et narrativt begreb introduceret af Michael White omkring tab (White, M. 2006). Michael White er eksponent for et relationelt syn på sorgarbejde. Vi kan og skal ikke undgå sorgen, men vi står ikke magtesløse overfor indefra kommende følelser. Vi har mulighed for at imødegå tabet ved aktivt at holde fast i, at afdødes betydning ikke ophører, fordi han dør, men kan fastholdes gennem den måde, vi beslutter os for at leve vores liv på. Genindlemmelse er på den måde den døendes/dødes mulighed for at hjælpe den efterladte til fortsat at kunne holde fast i sig selv.
8: Tysk idealisme er én kilde til opfattelsen af, at vi konstitueres gennem mødet med andre. I ”Åndens fænomenologi” siger Hegel således, at ”Jeget, der er vi, og vi, der er jeg” (Hegel, 2007, 126). Det synes derfor for snævert at binde Hegels udtryk ”anerkennung” alene til den enes anerkendelse af den anden. Betydningen må bredere være, at det er gennem samspil med andre, at man kommer til erkendelse, an-erkennung, om sig selv. Min tilgang er herudover især påvirket af Hannah Arendts betoning af, at vi ”individueres ikke ved at erkende vores eget livs personlige ophør, men tværtimod ved at træde frem for andre” (Arendt, 2008, 25) og af forskellige fænomenologiske retninger specielt Merley-Pontys fremstilling af kroppens fænomenologi (Merley-Ponty, 1997).
9: Fonagys teori om tilknytningens centrale betydning i udviklingen af relationer og selvbevidsthed har været vigtig for min opfattelse af, at komme til bevidsthed om sig selv gennem andre (Fonagy et al., 2007).
10: I min brug af ”pålideligt fællesskab” er jeg påvirket af Hannah Arendts udtryk mundavitet. Det er et udtryk for den verden, mennesker har fælles ikke kun med vores samtidige, men også med dem, der har været her før, og med dem som vil komme. HA påpeger, at den fælles verden bl.a. er truet, når der opstår en situation, der skaber ”radikal isolation”, hvor menneskene ”har mistet evnen til at se og høre andre og til selv at blive set og hørt” (Arendt, 2008, 80). Når det lykkes familien at nå hinanden omkring sygesengen, kan vi ud fra denne forståelsesmåde sige, at det lykkes dem at fastholde den fælles situation som mundavitet, dvs. en verden der både er fælles når vi fødes ind i den, og når vi dør.

 

Litteratur:
Arendt, Hannah: ”The Life of the Mind”, Harcourt, 1981
Arendt, Hannah: ”Menneskets vilkår”, Gyldendal, 2008
Fonagy, Peter et al.: ”Affektregulering , mentalisering og selvets udvikling”, Akademisk Forlag, 2007
Guldin, Mai-Britt: i ”Humanistisk palliation”, Reitzel, 2011 p.269-309: ”Sorg i palliation”
Guldin, Mai-Britt: ”Tab og sorg”, Reitzel, 2014
Gústafsson, Jónas m. fl.: ”Livshistorien – en vej til det menneskelige”, Systime Academic, 2003
Gustafsson, Jónas red.): ”Livshistoriefortællinger – Nøglen til livet”, Frydenlund, 2014
Hegel, Wilhelm Friedrich: ”Åndens fænomenologi”, Gyldendal, 2007
Juhl, Arne Skovgaard: ”Erfaringer fra palliativ praksis”, Psykolog Nyt, 2015, 1, p. 16-21 og Omsorg, 2015, 2, p. 35-42
Merleau-Ponty, Maurice: ”Kroppens fænomenologi”, Det Lille Forlag, 2007
White, Michael: “Narrativ praksis”, Reitzel, 2008, p. 65-82

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge