Den gode ensomhed

Af Peter Elsass, professor i klinisk psykologi. Udgivet 11. maj 2016.

Der er flere og flere, der er ulykkelige og har brug for hjælp, fordi de er ensomme og alene. At mange bor alene giver anledning til forøget sygelighed i befolkningen, men samtidig er der et stigende antal, der vælger singlelivet. Derfor er der opstået en interesse for at finde ’den gode ensomhed’.

Indledningsvis kan ’den gode ensomhed’ defineres som den eftertragtede alenehed, man selv vælger, og som opleves som meningsfuld og berigende.

Begrebet ’ensomhed’ dækker både over nogle ydre tilstande og nogle indre følelser. Jo mere disse to former smelter sammen, desto vanskeligere bliver ensomheden at beskrive i en enkel definition. I det følgende vil ’alene’ blive benyttet til at beskrive en fysisk tilstand og ’ensom’, når der knyttes forskellige følelser til aleneheden, som fx ’den gode ensomhed’ og ’den onde ensomhed’.

’Den onde ensomhed’

I faglige psykologiske og medicinske sammenhænge er der megen forskning, som viser, at oplevelsen af ’den onde ensomhed’ er en risikofaktor, hvad sygdom angår.

Ensomheden er stor. 210.000 danskere over 16 år oplever sig ofte eller altid som ensomme. Den gruppe, der belaster sundhedsudgifterne mest, er ensomme, fraskilte mænd med kort uddannelse og uden arbejde. Ifølge Statens Institut for Folkesundhed medfører ressourceforbruget ved såkaldt ’svage sociale relationer’ op mod 10.000 hospitalsindlæggelser og 250.000 kontakter til egen læge. Næst efter rygning, dårlig kost, mangel på motion og uddannelse er oplevelsen af ensomhed vores største sundhedsproblem; mindst lige så slem som effekten af overvægt.[1]

Alenehed og ensomhed

Forholdet mellem alenehed og oplevelsen af ensomhed er ikke simpel. Selvom folk bor alene, behøver de ikke at være ensomme. Mange singler har en stor vennekreds og indgår i flere sociale aktiviteter end dem, der har stiftet familie og har børn. Undersøgelser viser, at den store stigning i antallet af singler ikke er ledsaget af en stigning i antallet af ensomme.[2]

Antallet af mennesker, der lever alene, er enormt og stadigt stigende. I USA er mere end 50 procent singler, de fleste er kvinder[3]. Danmarks Statistik meddeler, at der i 2012 var 674.000 enlige kvinder og 684.000 enlige mænd. De seneste tal viser, at 33 procent af befolkningen er singler. 43 procent af alle ægteskaber ender med skilsmisse. Der er 147.000 enlige kvinder med et eller flere børn og 32.000 enlige mænd med et eller flere børn.

Folk, der bor alene, kommer fra alle grupper i samfundet, men der er en overvægt af ældre med dårlige sociale vilkår. Alenetilværelsen er ofte et cyklisk fænomen. Man flytter sammen, og man skilles med en kadence på gennemsnitligt fire år.

Der findes meget få undersøgelser af, hvorfor så mange foretrækker at leve alene. En af de grundigste undersøgelser er foretaget af Klinenberg og medarbejdere i USA. Over en syvårig periode interviewede de forskellige typer af aleneboende, beskrev deres boformer og undersøgte deres families historie3. De fandt fire sociale forandringer, som var årsag til tilvæksten:

Kvindefrigørelsen: Flere kvinder har fået en højere uddannelse og har dermed fået bedre mulighed for at være mere uafhængige og selvstændige, end de var før. De er ikke længere så indstillet på at stifte familie og få børn. Mange har haft dårlige oplevelser i parforhold og foretrækker at være alene.

De sociale medier: TV, mobiltelefon og brugen af internettet har ændret vores måde at kommunikere på, og de, der ønsker at være alene, oplever sig mindre ensomme, fordi de har fået nye måder at være forbundet med andre på. Nogle mener dog, at kommunikationsteknologien forværrer isolationen, fordi den træder i stedet for fysiske møder.

Urbaniseringen: Byernes vækst har skabt nye subkulturer med cafeer, restauranter, motionscentre, foreninger og frivillighedsarbejde, hvor folk er sammen, selvom de lever alene.

Den forhøjede levealder: Flere foretrækker at ældes alene i stedet for at flytte tilbage til deres børn eller komme på institution. Forbedrede pensionsordninger, bedre ambulante behandlingsmuligheder og en mere effektiv socialforvaltning har medført, at flere får mulighed for at leve længst muligt i eget hjem.

Selvom folk bor alene, behøver de ikke at være ensomme. Det er kvaliteten og indholdet af de sociale samspil mellem mennesker, ikke kvantiteten og antallet, der bestemmer, om man bliver syg af ensomhed.[4] Fx viser undersøgelser, at dårlige parforhold giver større sygelighed sammenlignet med fraskilte personer.[5]

’Den gode ensomhed’

Der er forbløffende få undersøgelser af ’den gode ensomhed’. Fx har en række eksperter samlet den vigtigste viden om ensomhed i en Håndbog i ensomhed.[6] Redaktørerne priser ’den gode ensomhed’ i indledningen af bogen og nævner, at bogen aldrig havde set dagens lys, hvis de ikke hver især havde haft mulighed for at være alene under skriveprocessen. Men ikke desto mindre nævner de forbløffende få empiriske undersøgelser af ’den gode ensomhed’; vægten er på alenehedens onde svøbe; ikke på dens lykkelige og gode sider.

En af undtagelserne er Donald Winnicott. Han så, at det kan være en ressource at kunne være alene og udviklede et begreb for ’evnen til at være alene’, ’the capacity for being alone’, og trådte offentligt frem og forsvarede ’den gode ensomhed’ ved at fortælle om sit privatliv. Han og ægtefællen havde et langt og lykkeligt ægteskab, men de havde perioder, hvor de var alene uden den anden.

Flere store tænkere som Descartes, Newton, Locke, Pascal, Spinoza, Kant, Leibniz, Schopenhauer, Nietzsche, Kierkegaard og Wittgenstein har ikke skabt familie og har haft glæde af at have levet størstedelen af deres liv alene. Mange var udsat for fordømmelse på grund af deres trang til ensomhed og blev kaldt ’særlinge’, ’nørder’ og ’autister’, fordi de ikke delte sorger og glæder med andre.

Ensomheden og fællesskabet

’Pårørendearbejde’ er blevet et af de nye store satsningsområder inden for sygdomsbekæmpelse.

For nogle år siden førte man i USA en kampagne mod ensomhed, hvor man bl.a. satte skilte op på motorvejene, som opfordrede folk til at være i tættere kontakt med venner og familie: Say Hello-kampagnen. Sloganet var: ’Ensomhed gør dig syg. Har du talt med en god ven i dag?’ Men denne forebyggelseskampagne viste sig ikke at virke for alle. Nogle mennesker var vanskelige at være sammen med, og opfordrede man dem til at være i tættere kontakt med andre, kunne det give anledning til uvenskab og skænderier, som var mindst lige så provokerende som ensomheden.

Psykologiske undersøgelser af den ensommes karaktertræk viser, at den ensomme er ’social perfektionist’ og ’socialt overfølsom’.[2] Undersøgelserne påstår, at ensomheden kommer indefra og er bestemt af personligheden og sandsynligvis har været konstant til stede i befolkningen i mange år.

Men disse psykologiske undersøgelser giver en alt for ensidig opfattelse af ensomhed. Humanistisk forskning viser noget andet; først og fremmest at ensomheden er fyldt med paradokser. Vi søger den, og vi afskyer den. Den påtvungne og onde ensomhed og den fredfyldte og spirituelle ’solitude’ udgør tilsyneladende polerne i modsætningens spil. Den selvvalgte tilbagetrækning, ’retræten’, er stressbekæmpende og lykkegivende, og den påtvungne ensomhed er nedbrydende og sygdomsfremkaldende. Men positionerne kan hurtigt skifte plads, og den frivillige ensomhed bliver til en rastløshed fyldt med fortidens dæmoner. Man nyder at være alene i sit sommerhus, men pakker pludselig sammen og kører hjem, fordi man er blevet oversvømmet af en uformuleret og sær fortvivlelse. Eller man bliver fanget ind af ’den onde ensomhed’ på grund af en alvorlig sygdom, men hvor livet alligevel i et kort glimt bliver givende og glædesfyldt. Netop når vi er allermest alene, kan vi få en sær oplevelse af at få en større forståelse af os selv og vores omgivelser.

Fælles for alle ensomhedsformerne er, at de allerfleste har en social funktion. Fx daterer de første beretninger om ensomhed sig til år 300. Her blev eremitterne til inspiration for de mange, der ønskede at bryde med dagligdagen og skabe en mere meningsfuld tilværelse med større nærhed til sig selv og til Gud. Senere hen i middelalderens klostre kunne der opstå uenigheder mellem munkene, og de, der ønskede at bryde med klostrets snærende former, tog undertiden eremitterne som forbillede for et mere fromt og autentisk liv. I perioder var der en vandring af munke, der drog ud i skovene for at leve som eremitter. Eremitterne blev politiske uroelementer, som fik social betydning, selvom de levede isoleret.

1700-tallets renæssance var ensomhedssværmeriets storhedstid, og her blev det borgerskabet, der lod sig inspirere af eremitterne og blev installeret i små hytter i de vildtvoksende ensomhedsområder i slottenes parker. Ensomheden blev til en del af havekunsten, og borgerne tog i weekenden ud i parker og skove for at besøge eremitterne og evt. få et godt råd.

I dag dyrker vi vores sommerhuse. Vi priser dem for den ’genopladning’, de giver os. Det ideelle sommerhus ligger skjult, således, at man næsten ikke kan se den nærmeste nabo. Men samtidig skal det helst ligge inden for en rækkevidde på cirka en time fra storbyen. Sådan arrangerer vi os for at dyrke ’den gode ensomhed’.

Ensomheden er svær at sætte på ord

Når man forsøger at komme til en større forståelse af de mange forskellige former for ensomhed, opdager man, at de er vanskelige at fange ind med ord. Ensomheden kan forsvinde, når man forsøger at formidle den til andre – for så er man jo ikke længere ensom. Heldigvis har ensomheden tiltrukket mange forfattere, som har været mestre i ord og sætninger, således at man kan bruge deres formuleringer til at forstå.

En af dem var Adam Oehlenschläger (1778-1850). Han opholdt sig meget i Søndermarken og i Frederiksberg Have og har flere steder beskrevet, hvordan han blev tiltrukket af skovensomheden. I Søndermarken var der en eremithytte, som han ofte besøgte. Hans far havde været slotsforvalter og havde en nøgle til Søndermarken, som Oehlenschläger fik en kopi af.

På sine ældre dage skrev han om ensomheden; om konflikten mellem ensomhed og samfundspligt, mellem det nye og det evigt svundne, og benævnede den: ’Ensomhedens gyselig hellige lyst gæster min bakke, når sommeren forsvinder’.

Formuleringen er præcis. ’Den gode ensomhed’ er både et gys og en lyst, ofte forbundet med noget helligt og spirituelt. Den er som regel knyttet til en naturoplevelse af noget frodigt og vildtvoksende på et ujævnt terræn.

Ensomhedens solitude kommer i den sene livsalder; når sommeren forsvinder. Minervas ugle flyver i aftenskumringen. At være i ’den gode ensomhed’ får større betydning, jo ældre man bliver. Den får én til at bevæge sig langsommere og giver dermed bedre mulighed for refleksion, eftertanke og hvilen i nuet.

 

Referencer

  1. Holt-Lundstad, J. et al., Loneliness and social isolation as risk factors for mortality. A meta-analytic review. Perspectives on Psychological Science, 2015. 10(2): s. 10.
  2. Svendsen, L., Ensomhetens filosofi. 2015, Oslo: Universitetsforlaget.
  3. Klinenberg, E., Going solo. The extraordinary rise and surprising appeal of living alone. 2012, New York: Penguin Press.
  4. Zachariae, B., Fællesskab og sundhed: Sociale relationers betydning for helbredet, in Positiv psykologi; en introduktion til videnskaben om velvære og optimale processer, S. Nørby & A. Myzsak, Editors. 2014, Hans Reitzels Forlag: København.
  5. Umberson, D. et al., You make me sick: Marital quality and health over the life course. Journal of Health and Social Behavior, 2006. 47: s. 1-16.
  6. Coplan, R. & J. Bowker. The handbook of solitude. Psychological perspectives on social isolation, social withdrawal, and being alone, ed. R. Coplan & J. Bowker. 2014, Wiley: Blackwell.

_______

Peter Elsass: Kunsten at være alene. Gyldendal, 2016. Er netop udkommet. (18. maj)
http://video.ku.dk/kunsten-at-vaere-alene

Udskriv eller gem som pdf

Ensomhedscitater

Ensomhed er ikke en længsel efter selskab. Det er en længsel efter beslægtede sjæle.
(Anonym)

Ensomheden er alle store ånders skæbne – en skæbne som indimellem beklages, men som altid vælges som det mindste af to onder.
(Arthur Schopenhauer)

Intet menneske er en ø.
 En verden for sig.
Ethvert menneske er en del af et fast land. En del af det hele. (John Donne)

At være ensom har den store fordel, at man holder op med at flygte fra sig selv. (Marcel Proust)

Med ingen kan man dele
sine inderste tanker. Det vigtigste
i verden
er man
alene med. (Tove Ditlevsen)

Den, der ikke synes om ensomheden, vil ikke elske friheden. (Arthur Schopenhauer)

Der findes et helvede: – at være ensom.
Der findes et himmerige: – at kunne være det.
(Poul Bjerre)

Ingen mand er ensom, når han spiser spaghetti. (Woody Allen)

Se 1387 citater om ensomhed www.goodreads.com/quotes/tag/loneliness

Eremithytten

Eremithytten i Søndermarken blev anlagt i 1700-tallet og lå omgivet af tæt skovbevoksning. I hytten blev gæsten overrasket af en dukke, der forestillede eremitten. Når man trådte på et bræt udenfor, rejste eremitten sig og bukkede. Den oprindelige eremithytte eksisterer ikke længere, men en ny er blevet bygget med inspiration af de gamle tegninger af arkitekterne Rubow og Galster 2012. 

Eremithytten

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge