Af Mikael Thastum, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet

På Angstklinikken for Børn og Unge, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet, deltager vi i et internationalt samarbejde med 11 forskningsklinikker i forskellige lande. Forskningsprojektet kaldes the Genes for Treatment (GxT) Study og har som formål at udforske, hvilken rolle genetiske, demografiske og kliniske faktorer har for udbyttet af KAT til behandling af angstlidelser hos børn og unge. I denne første artikel fra undersøgelsen blev demografiske og kliniske prædiktorer for udbyttet undersøgt.

Angstlidelser er en af de hyppigste mentale lidelser hos børn og unge og øger risikoen for udvikling af en række mentale lidelser senere i livet. I nyere metanalyser har KAT vist sig at være en effektiv behandlingsform for de fleste børn og unge med angstlidelser, men stadig er der cirka 40 procent som bibeholder deres diagnose efter behandlingen. Det kunne være nyttigt allerede inden start på behandlingen at kunne identificere, hvilke børn, der er i risiko for ikke at få et tilstrækkeligt udbytte. En sådan viden ville også kunne vejlede i udviklingen af mere effektive behandlingsformer for disse børn.

I GxT studiet indgik data fra 1.519 børn i alderen otte-18 år med angstlidelser, som alle modtog et manualiseret behandlingforløb med KAT, heraf 124 børn fra Angstklinikken, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet. Alle børn blev undersøgt med Anxiety Disorders Interview Schedule for DSM-IV, børn og forældreversion (ADIS-IV-C/P) før og efter behandlingen, samt (på de fleste klinikker) tre, seks og 12 måneder efter behandlingens afslutning. ADIS-IV-C/P er et grundigt diagnostisk interview, der foretages med både barnet og forældrene. Såvel tilstedeværelsen samt sværhedsgraden af angstdiagnosen blev undersøgt. Herudover udfyldte forældrene Depression, Anxiety and Stress Scales (DASS) på otte af klinikkerne, herunder på klinikken i Aarhus.

I den statistiske analyse indgik følgende prædiktorer: 1) behandlingens type (gruppebehandling, individuel behandling, biblioterapi, 2) barnets alder, 3) barnets køn, 4) den primære angstdiagnose ved behandlingsstart, 5) tilstedeværelse af komorbide lidelser, samt 6) grad af psykopatologi hos forældrene. Det blev undersøgt, om prædiktorerne kunne forudsige to typer af effekten af behandlingen: Respons (ændringen af sværhedsgraden af angstlidelsen) samt remission (fravær af den primære angstdiagnose efter behandlingen).

Hverken behandlingstypen, barnet alder eller barnets køn var associeret med respons eller remission efter behandlingen. Det tyder altså på, at KAT har lige god effekt som gruppe- og individuel behandling, at barnets alder ikke har betydning for effekten, samt at behandlingen virker lige godt for drenge og piger. Med hensyn til barnets alder var hovedparten af børnene i undersøgelsen dog under 13 år, så evidensen for børn over 13 år er begrænset.

Børn med socialfobi (SF) som primær diagnose havde de dårligste resultater af behandlingen, og havde næsten dobbelt så stor risiko for stadig at have deres angstdiagnose efter behandlingen end børn med generaliseret angst. Dette resultat betyder dog ikke, at behandlingen ikke gavnede børnene med SF, blot at den var mindre effektiv end for børn med andre angstlidelser. Resultaterne kunne ikke forklares ved sværhedsgrad før behandlingen, anden komorbiditet eller psykopatologi hos forældrene. Den behandling, børnene fik, var typisk generisk, altså rettet mod en heterogen gruppe af børn med angst (som fx i Cool Kids programmet). Vi har endnu ikke tilstrækkelig viden om, hvorfor børn med SF ikke har så god effekt af generisk KAT som børn med andre angstlidelser, men det er muligt at udvikling af behandlingsmetoder med elementer rettet specifikt mod SF, som fx træning i sociale færdigheder, videofeedback og træning i at rette opmærksomheden udad, kunne øge effekten af behandlingen af denne lidelse hos børn og unge.

Børn med en komorbid affektiv eller eksternaliserende lidelse havde cirka dobbelt så stor sandsynlighed for fortsat at have en angstlidelse efter behandlingen, og de havde en mindre grad af symptomlindring. Der var dog tegn på at denne effekt blev mindre over tid. Det er muligt, at disse børn tager længere tid om at komme sig, og at der måske kunne udvikles behandling, der er mere effektiv for børn med en komorbid lidelse.

Forekomsten af psykopatologi hos forældrene havde ingen betydning for, hvor mange børn der blev diagnosefri lige efter behandlingen, men børn af forældre med et forhøjet niveau af angst, depression og stress før behandlingen havde imidlertid mindre bedring af angstlidelsen i opfølgningsperioden – altså fra 3 måneder til et år efter behandlingen. Det kunne altså tyde på, at psykologiske problemer hos forældrene har en øget negativ betydning for barnets angstsymptomer efter behandlingen er afsluttet, hvor forældrene jo ikke længere modtager hjælp til deres håndtering af barnets problemer. Det er muligt, at udvikling af behandling, der i højere grad og mere specifikt støtter forældrene i hensigtsmæssig adfærd over for barnet, samt hjælper dem med deres egen angst, kunne øge effekten af behandlingen for børn med angstlidelser. Måske kunne booster-sessioner efter behandlingen også være en god ide.

Næste trin i forskningen er at udvikle og evaluere forbedrede behandlinger for børn med angstlidelser, der er i risiko for et dårligere udbytte af behandlingen.
Hudson JL, Keers R, Roberts S, Coleman JR, Breen G, Arendt K, Bogels S, Cooper P, Creswell C, Hartman C, Heiervang ER, Hotzel K, In-Albon T, Lavallee K, Lyneham HJ, Marin CE, McKinnon A, Meiser-Stedman R, Morris T, Nauta M, Rapee RM, Schneider S, Schneider SC, Silverman WK, Thastum M, Thirlwall K, Waite P, Wergeland GJ, Lester KJ, Eley TC: Clinical Predictors of Response to Cognitive-Behavioral Therapy in Pediatric Anxiety Disorders: The Genes for Treatment (GxT) Study. J Am Acad Child Adolesc Psychiatry 2015;54:454-463.

 

Kontakt:
Mikael Thastum, mikael@psy.au.dk
Kristian Arendt, kristian@psy.au.dk

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge