Krop og sind i terapi – når synergi giver harmoni

Af Tommy Svenning Andersen, cand. psych. aut., indehaver af Teraphi og Vivi Lund Jacobsen, eksamineret yogalærer, indehaver af Mind Full of Yoga. Udgivet 3. marts 2016.

Et sammenfald af faglige interesser, logistik og nysgerrighed udgjorde springbrættet, der gav os de første erfaringer med at tilbyde klienter med PTSD en intervention sammensat af yogaterapi og kognitiv terapi – og vi landede solidt! Det er siden blevet til flere erfaringer, der giver stor mening for os som fagpersoner og ikke mindst for de fælles klienter.

Vores praksis tager afsæt i den unikke mulighed, at vi kan tilbyde sessioner nærmest dør om dør. Klienten møder til en times yoga efterfulgt 15 minutter senere af en session med kognitiv terapi. Lokalerne er indrettet og tilpasset de to formål – ét med yogamåtter, varme og beroligende lyssætning; ét der inviterer til fordybende samtale med klient og psykolog i fysisk øjenhøjde.

Nedenstående er en teoretisk gennemgang af emnet, belysning af erfaringerne samt en tilbagemelding omkring vores tilgang.

Hvad kendertegner PTSD?

De psykiske og fysiske kendetegn ved PTSD skal naturligvis vurderes ud fra en samlet anamnese af klienten, da mange kendetegn også går igen ved andre udbredte psykiske lidelser såsom angst, depression eller stress.

Tidligere var opfattelsen, at organismen havde været udsat for én enkelt (livs)truende hændelse, og denne udløste umiddelbart eller kort tid efter hændelsen symptomer, som kunne diagnosticeres med en PTSD.

I dag er billedet oftere, at mennesker kommer med mangeartede belastninger, som giver dem symptomerne på PTSD. Symptomer såsom øget irritabilitet, indsovningsbesvær, flashbacks, hukommelses- og koncentrationsbesvær samt øget isoleringstendens. Disse symptomer er hyppigt sammenholdt med en tydelig kropslig komponent i form af hovedpiner, hjertebanken, trykken for brystet eller ømme muskler fra en generelt øget anspændthed i kroppen.

Dette gør, at kroppen ofte over længere tid har befundet sig i en tilstand med et forhøjet arousalniveau, også populært kaldet et alarmberedskab. Til sidst har kroppen svært ved at nedtone dette niveau gennem de traditionelt erhvervede positive mekanismer, der plejer at virke dæmpende.

Hvad kan yogaterapi tilbyde mennesker med PTSD?

Nøgleordet i yoga er nærvær. Manglende nærvær kan sætte kroppen i det beskrevne alarmberedskab, fordi det tillader automatiserede tanker, følelser og reaktioner at styre den.
Nærværet opstår primært gennem fokusering på åndedrættet, registrering af fysiske fornemmelser i udførelsen af yogastillinger samt meditationsøvelser.

At trække vejret

Yogaens åndedrætsteknikker aktiverer det parasympatiske nervesystem, hvilket lindrer fornemmelser af både ydre og indre uro.

Et eksempel er det såkaldte ujjayi-åndedræt, hvor klienten instrueres i at lave en svag spænding ved stemmebåndene. Luften suser dermed til og fra lungerne via en mindre passage i svælget end vanligt, og det gør både indåndingerne og udåndingerne længere end normalt. Denne proces påvirker nervesystemet, fordi kroppen via særligt de lange udåndinger tolker, at den ikke længere skal kæmpe eller flygte, men kan nedtone sit arousalniveau.

Mennesker, der mestrer denne åndedrætsmetode, er desuden ude af stand til at hyperventilere, da det bliver fysiologisk umuligt. Ud over denne nyttige effekt danner åndedrættet en let hørbar friktionsstøj, når luften passerer igennem den smalle åbning mellem stemmebåndene, og frekvensen på denne lyd bidrager yderligere til en beroligende effekt.

At mærke kroppen

Psoasmusklen, vores store hoftebøjermuskel, er en af de muskler, der er mest modtagelig for et højt niveau af kortisol i blodet. Den kontraheres af den grund, når det sympatiske nervesystem er i spil, og spændingen i musklen vedligeholdes af den beskrevne, kontinuerlige stresspåvirkning, der er kendt ved PTSD. Stræk af særligt denne muskel kan derfor potentielt vende situationen og sænke et forhøjet aktivitetsniveau i nervesystemet, så kroppen kan lade paraderne falde og afblæse sit alarmberedskab.

Ofte er psoasmusklen meget stram, og arbejdet med musklen i yogastillingerne vil derfor give en ekstra bonus i form af de endorfiner, strækket af hypertone muskler generelt frigiver. Klienten opfordres til at registrere de fysiske fornemmelser både under og efter strækkene for at mærke de fysiologiske effekter og dermed generere en fornemmelse af tilstedeværelse i nuet.

En tredje komponent i processen er berøring. Berøringen har til hensigt at hjælpe klienten dybere ind i de fysiske stræk, og det fører i sig selv ofte længere og mindre overfladiske vejrtrækninger med sig. Selv professionel berøring udløser desuden hormonet oxytocin, der blandt andet er kendt for at reducere frygt og skabe tillid. Det er elementer, som ubevidst og meget givende ofte følger med over i den efterfølgende samtaleterapi.

At være uden at gøre

Fokus på åndedrættet og udførelsen af yogastillinger indbyder i sig selv til at finde ind i en meditativ tilstand. Men klienterne bliver også præsenteret for meditationsøvelser, hvor der ikke indgår muskelstræk og til tider heller ikke et særligt åndedrætsfokus.

I stedet er indholdet blot en observering og en venlig accept af de følelser og fornemmelser, der nu måtte være i kroppen den pågældende dag – uden at forsøge ”at fikse”, hvad han eller hun møder.

Meditationsøvelserne introduceres først som siddende eller maveliggende, da rygliggende øvelser i værste fald kan forværre uro og angstrelaterede fornemmelser i kroppen. Det kan være kropslige signaler som ukontrolleret hjertebanken eller en mental følelse af sårbarhed, der forstærkes, når kroppens forside blottes. Efterhånden som klienten finder tryghed og accept, kan der ske en nænsom og gradvis overgang til en rygliggende stilling.

Hvordan forløber kognitiv terapi i interventionen mod PTSD?

Den psykologiske intervention tager udgangspunkt i graden af klientens symptomer. Interventionen kan spænde fra en traditionel kognitiv vinkel til en mere traumefokuseret terapi.

Førstnævnte tager udgangspunkt i klientens tanker og følelser i nogle ofte forud valgte situationer, som illustrerer vedkommendes vanskeligheder i hverdagen, hvortil nye strategier introduceres. Sidstnævnte er inspireret af Edna Foas ”Prolonged Exposure Therapy”, som gennem tilrettelagte sessioner koncentrerer sig i nogen udstrækning om at berøre dét, som for en given klient netop udløser ubehaget i kroppen.

Denne berøring bliver mere tilgængelig med den forudgående yoga. Aktiveringen af det parasympatiske nervesystem i yogasessionerne giver en øget kropsbevidsthed. Kropsbevidstheden bliver en medspiller, da den kan bidrage til en hensigtsmæssig eksponering, fordi den nedtoner klientens tilbøjelighed til at tage afstand fra sine fysiske fornemmelser.

Hvornår og hvordan opstår synergien mellem yogaterapien og den kognitive terapi?

I den psykologiske intervention er yogasessionen som nævnt med til at bane en acceptabel vej til at fornemme kroppen. Klienterne kommer desuden i større udstrækning med en grundtone af ro på grund af yogaens positive indvirkning på det opbyggede alarmberedskab, hvilket også kan bruges konstruktivt i samtalen. Roen gør, at klienten i højere grad tillader sig selv at være til stede her og nu i terapien og ikke i tankerne (traumet/traumerne), som personer med en PTSD ofte beskriver sig begrænset og plaget af.

Nogle af klienterne i vores målgruppe vil dog opleve, at de kan have svært ved at ”være i kroppen”, når de begynder at skabe en bevidst kontakt til den. De kan være bange for dét, den fortæller, på grund af erfaringerne koblet til det forudgående traume eller de flertallige hændelser, der har givet dem diagnosen. Det er vigtigt som yogalærer at have tålmodighed i sessionerne, men samtidigt fornemme potentialet for progression. Efter den rette tid og tilgang vil klienten mærke, at yoga faktisk kan hjælpe til, at han eller hun bevæger sig videre i den rigtige retning i sin samtaleterapi.

Det er naturligvis altid af yderste vigtighed, at klienten informeres om, hvad der sker i samtaleterapien, hvorfor der til stadighed skal være opmærksomhed på, at roen i mennesket ikke fejltolkes som en form for accept til at gå steder hen i terapien, som klienten ikke på forhånd er med på. Dette kunne opfattes som et overgreb.

Hørt på sidelinjen

En udtalelse fra en klient, der inden start havde erfaringer med samtaleterapi andetsteds uden forudgående yoga, lyder: ”Når jeg tidligere kørte afsted til psykologsamtalerne, kunne der være en aktuel problemstilling afledt af min generelle tilstand, der var så stor lige den dag, at det var dén, der kom til at fylde hele samtalen. Det er anderledes nu i dette forløb. Når jeg laver yoga lige inden min samtale, fylder en akut problemstilling pludselig meget mindre bagefter, og hos psykologen kan jeg derfor komme ind til kernen”.

Det, klienten her beskriver for os, er et meget fint eksempel på, hvordan yoga tydeligvis sænker arousalniveauet og gør parat til fordybelse på anderledes vis end uden forudgående yoga. Udtalelsen er desuden et af argumenterne for, at vores planlagte tidsramme er essentiel, fordi det ikke ville give samme effekt at modtage guidet yoga en tirsdag for derefter at møde op til kognitiv terapi om torsdagen.

Faglig fornuft

Det er vigtigt, at samarbejdet mellem de to behandlingsformer er italesat tydeligt over for klienten ved forløbets start. Vi giver klart udtryk for, hvad det er, vi hver især kan, da vi mener, det signalerer overvejelser og troværdighed.

Det betyder, vi undervejs i forløbet må forblive i vores egen faglighed. Det er vigtigt som yogalærer at vide hvilke psykologiske mekanismer, der er på spil, og at kunne udvise empati uden at indgå i en egentlig samtaleterapeutisk relation. Det er ofte nødvendigt at sige: ”Jeg fornemmer, at dét, du fortæller mig nu, vil være vigtigt at vende med psykologen, når vi er færdige her. Jeg vil gerne lytte til dig, men jeg har ikke kompetencerne til at gå ind i problemstillingen og tale den igennem med dig”.

Omvendt er en psykologisk baggrund i sig selv heller ikke kompetencegivende til at arbejde med specifikke og potente åndedrætsteknikker, ligesom introduktionen af de fysiske yogastillinger kræver en anatomisk og fysiologisk viden for at kunne lave individuelle tilpasninger og dermed undgå fysiske skader. Dog er det også muligt og forsvarligt i en psykologisk samtalekontekst at lave mindre elementer fra yogainterventionen. Det kan være meditations- og nærværsøvelser som eksempelvis kropsscanninger.

Fremtidens synergi?

Det beskrevne samarbejde har varet lidt over et år, og ambitionen er at fortsætte og udvikle det.

Muligheden for at opnå en effekt af kombinationen af de to interventioner kræver naturligvis både motivation og åbenhed fra klientens side i forhold til at ville indgå i den særlige triade. Men hvis klienterne præsenterer os for denne parathed, har vi en tro på, at tilgangen med relevante faglige tilpasninger også vil kunne bruges ved andre diagnoser.

 

Litteratur:

Arendt, Mikkel og Rosenberg, Nicole K.: ”Kognitiv terapi – nyeste udvikling”. 1. udgave, Hans Reitzels Forlag, 2012 (bog)

Crowley, Dee et al.: “The Body Comes to Therapy Too”. I: “Clinical Social Work Journal”, 11.03.2014 (artikel)

Foa, Edna B. et al.: “Prolonged Exposure Therapy for Adolescents With PTSD: Emotional Processing of Traumatic Experiences, Therapist Guide”. 1. udgave, Oxford University Press, 2009 (bog)

Højgaard Hansen, Ivan: ”Mindfulness og yoga i helingen af PTSD”. 1. udgave, Frydenlund, 2014 (bog)

McCall, Timothy: ”Yoga as medicine – the yogic prescription for health and healing”. 1. udgave, Bantam Books, 2007 (bog)

Vorkapic, Camila Ferreira et al.: “Reducing the symptomatology of panic disorder: the effects of a yoga program alone and in combination with cognitive-behavioral therapy”. I: “Frontiers of psychiatry”, 08.12.2014 (artikel)

Wintraub, Amy: “Yoga Skills for Therapists – effective practices for Mood Mangement”. 1. udgave, W. W. Norton & Company, 2012 (bog)

Udskriv eller gem som pdf

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge