Meningsfokuseret terapi med kronisk syge kræftpatienter

Af Birgit Myrup Munk, psykolog, specialist i klinisk psykologi, Kræftens Bekæmpelse

Siden kræftrådgivningens flytning til beliggenhed tæt på onkologisk afdeling på Aarhus Universitetshospital, har behovet for hjælp fra mennesker, som lever med en kræftsygdom, der ikke kan kureres, men som patienterne muligvis vil kunne leve med i længere tid, fra måneder til flere år, været stigende. Denne stigning hænger både sammen med rådgivningens øgede tilgængelighed for de meget syge patienter, men også at antallet af kræftoverlevere og kronisk1 syge stiger i takt med bedre behandlingsmetoder og øgede tilbud om livsforlængende behandling.

Oplevelse af meningsløshed, angsttilstande og depression er velkendte følgevirkninger, som ifølge Elsass og Johansen (2011) rammer ml. 25% – 50% af de kræftramte. Heraf opfylder mindst 20% kriterierne for klinisk depression. Til sammenligning har depression en hyppig forekomst på 5 -10% i normalbefolkningen. Forskning viser endvidere, at forekomsten af selvmord blandt uhelbredeligt syge kræftpatienter sker to gange hyppigere end i normalbefolkningen. Selvmord hos kræftpatienter skyldes sjældent en affekthandling, men er resultat af en længerevarende proces, som handler om hvorvidt ens liv har tilstrækkelig klar mening og tilstrækkeligt klart formål (Lau M., 2002, Jacobsen B., 2009).

Mennesker som lever med en kronisk kræftsygdom må navigere i den simultane udfordring at kunne engagere sig i livet, mens man lever i dødens truende nærhed. En sådan vedvarende dobbelt bevidsthed er krævende og kan føre til depression, demoralisering og ”psykologisk død” lang tid inden den endelige livsafslutning (Nissim R., Rodin G. m.fl.2011) En sådan eksistentiel lidelse, kan opstå på et hvilket som helst tidspunkt hos cancerpatienten, og forstås som individets konfrontation med sin egen dødelighed. Denne tilstand ” The existential plight of cancer”2 opstår bl.a. af følelser af magtesløshed, skuffelse, tomhed, meningsløshed, anger, dødsangst samt afbrydelse af sit personlige engagement og formål i livet. (Lee V. 2007)

Mening

Litteratur review (Lethborg et. all., 2006) peger på, at cancer forstyrrer patientens globale mening nok til at anspore til meningssøgning, og at hvis denne lykkes, viser sig at tilføre øget selvværd, større livstilfredshed, mindre tristhed trods usikker og uforudsigelig prognose. Tilstedeværelsen af mening i livet viser sig forskningsmæssigt således foruden at være af medierende betydning til imødegåelse af beskrevne tristhed og modløshed også at forøge livskvaliteten og være en vigtig predictor for livstilfredshed, velvære og trivsel i livet med cancer (Vickbert et. al., 2001; Gall et. al., 2009, m.fl.)

Da K.B. har etableret ”Livsrum” tæt på de store behandlende onkologiske afdelinger, og dermed blevet mere fysisk tilgængelige for denne gruppe af kræftpatienter, fandt jeg med udgangspunkt i ovenstående det således både oplagt og aktuelt, i forbindelse med min forsknings- og formidlingsopgave til specialistuddannelsen, at undersøge om der findes forskning, som kan belyse om et kortvarigt meningscentreret terapiforløb kan højne livskvaliteten3 og livsmodet hos kronisk syge kræftpatienter (tilpasset retningslinjerne for psykosocial støtte i KB).

Til at undersøge problemformuleringen gennem litteraturstudie har jeg benyttet den eksistentielle faglitteratur som: V. Frankl, Bo Jacobsen, I. D. Yalom, E. Spinelli, Emmy van Deurzen m.fl , samt søgt forskningsresultater i databaserne Psych-Info og Pub-Med. Min empiriske viden er hentet fra ledelse af syv gruppeforløb – oprettet på baggrund af deltagelse i inspirerende work-shop om meningscentreret gruppeterapi (MCGP) med uhelbredeligt syge kræftpatienter, under IPOS 2007 i London hos Dr. W.Breitbart MD Memorial Sloan-Kettering Cancer Center, New York.

Resultatet af søgning i databaserne gav 2 videnskabeligt undersøgte metoder, til at arbejde konkret hermed, nemlig Meaning-Centered Psychotherapy4 (MCP) og Meaning-making5 intervention (MMI), som er udviklet af henholdsvis W. Breitbart og Greenstein mfl. (2000) og V.Lee (2006). Det ultimative mål med at fokusere på mening i et terapeutisk forløb for kronisk syge patienter, er at styrke patienten til at overvinde fortvivlelse og tomhed gennem at orientere sig mod de fremadrettede opgaver, hensigter og mål som kan realiseres. Meningen kan alene opdages af patienten selv og kan ikke induceres af terapeuten, hvis opgave alene er at hjælpe patienten med at fokusere på hvad der har været meningsfyldt i livet, hvad der stadig kan være – og hvad der stadig kan blive – meningsfyldt under de givne og omskiftelige omstændigheder. D.v.s. at formålet med meningsfokuseret terapi således er at udvide og forstørre patientens synsfelt så hele menings- og værdispektret bliver synligt. Et andet og vigtigt mål er at udvikle patientens evne til at omdanne erfaringen med at være potentielt døende til at opleve sig levende (Breitbart W., Greenstein M., 2000).

Begrebet ”mening” omhandler forestillingen om værdier i livet. Kilderne (se fodnote 4 og 5) hertil har forskellige perspektiver og kan omfatte både de kognitive – sociale –fysiske værdier(Lethborg m.fl. 2012) Det eksistentielle begreb ”mening” relaterer sig således til de aspekter i menneskets liv som er betydningsfulde for det enkelte menneske. D.v.s. at vi har at gøre med en bred meningsdefinition, som kan betone religion/spiritualitet, men som ikke nødvendigvis gør det (Lee V. et al.,2006).

En buffer

Forskningsresultaterne af interventioner med ovenstående metoder i forhold til at højne livskvalitet og livsmod (målt på forskellige parametre)hos kronisk syge kræftpatienter viser flg.: Deltagelse i MMI og mulighed for at engagere sig i guidede diskussioner om betydningen af cancerens indflydelse på eksistentielle temaer i nuværende og fremtidige liv, skaber en slags buffer mod de store udfordringer som patienten står i idet patienternes tillid til egne styrker og kapaciteter til at kunne klare de komplekse angstfyldte eksistentielle temaer, steg markant.

Ligeledes støtter metoden en indkredsning af mulige realisable forpligtende gøremål i klientens fremtidige liv. Dette på baggrund af opnået anerkendelse af kommende død. Det værdifulde heri er blandt andet, at klienten kan foretage vigtige personlige beslutninger og prioritere sine gøremål. Dette at få genskabt en generel oplevelse af, at livet har en vis orden og formål, skaber motivation til at genengagere sig i livet6. Metoden synes således at kunne styrke patienten i at forandre perspektivet fra at være potentielt døende til levende, fra at være fanget i den eksistentielle lidelse til at opnå øget livskvalitet og livsmod.

Mændene som deltog i MCGP, nød hinandens selskab og at kunne tale intimt med hinanden om meget private emner. Man følte sig opløftet over at have konfronteret temaer som potentielt kunne forværre tristheden, hvorfor den kognitive reframing ikke alene handler om at få det bedste ud af situationen, men også at anerkende situationens alvor og implikationer. MCGP interventionerne havde den effekt at patienter vedblev at få det bedre over tid hvad angår mening og livskvalitet, ligesom den psykologiske ”Plight”/distress mindskedes.

Dette at få støtte til, gennem guidede samtaler, at nærme sig – engagere sig i – og turde konfrontere sig med – cancerens betydning for livet, tale om døden, samt undersøge det der stadig er – og kan blive – i livet, er med til at styrke patienternes optimisme og dermed livsmod. Breitbart og Greenstein M. afdækkede vigtige kilder til mening hos deltagerne. Kilderne viste sig at kæde sig til kærlighed og relationer, naturen, til arbejde eller andet kreativt, som man var stolt af. Deltagerne værdsatte især at få lov at tale med hinanden om alvorlige temaer vedr. døden. Dette at få mulighed for at mindske ensomhedsfølelsen gennem mødet med ligestillede omkring den forestående sydgomsforværring og død, få mulighed for at tale om sin angst for at miste værdighed, sin angst for smerte, sine tanker om selv at afslutte livet, viste sig værdifuldt. Gruppe deltagernes psykologiske velvære øgedes signifikant ved follow-up over tid, hvilket ikke var tilfældet med individuel meningscentreret terapi (MCP). Forskellen reflekterer en enestående fordel ved gruppeterapien.

Min konklusion er at klinisk intervention med kortvarigt meningscentrede gruppeforløb har potentiale til at forbedre livskvaliteten og livsmodet hos kronisk syge kræftpatienter.

 

1 Kronisk syge vs. uhelbredelig syg kræftpatient: ”Overordnet vil vi slet ikke skelne. Når en cancer bliver kronisk er det fordi den er uhelbredelig. Når vi bruger ordet kronisk, er det ofte i samtalen med patienten, for at forsøge at lægge et andet tidsperspektiv ind over situationen. For mange mennesker betyder ”uhelbredelig”, at man snart dør af sin sygdom, og en del af vores patienter med uhelbredelig sygdom kan heldigvis leve i mange år. Her taler vi med dem om at tænke på sig selv som kronisk syge i stedet for at have fokus på ordet ”uhelbredelig”. Objektivt er der ikke forskel, men oplevelsesmæssigt er der” (Professor Dr. Med. Anders Bonde. Århus Universitets Hospital, Onkologisk afd. E-mail pr 10. nov. 2013)

2 Beskrevet af Weisman og Worden in Lee. V, 2007, som almindeligt fænomen i varierende grader og indtræffende på forskellige tidspunkter i livet med cancer

3 Livskvalitetsbegrebet. I sundhedsfaglige sammenhænge anvendes livskvalitetsbegrebet som et bredt helbredsmål, der refererer til patienternes egen vurdering af deres fysiske, følelsesmæssige og sociale velbefindende, og altså ikke blot som fravær af sygdom (Zacchariae R., Mainz J., Fischer A., 2005)

4 MCP og gruppe MCGP Metoden adresserer fire arbejdsoverskrifter og udforsker mulige kilder til mening og transcendens, gennem skriftlige opgaver og fælles dialog i i alt 8 sessioner á 90 min. Overskrifterne er følgende: 1: Kreativitet–arbejde, bedrifter, årsager. 2;Erfaringer/oplevelser – natur, kunst og relationer. 3: Holdninger: ens holdning til lidelse og eksistentielle problemer. 4: Arv – individuel – familie – eller fælles historie. Disse arbejdspunkter er overensstemmende med Frankl`s kilder til mening

5 MMI Standardiseret manual der anvender bred definition af ”mening”, som kan inkludere religion (men ikke nødvendigvis gør), hvorfor den adresserer individuelle forskelle i eksistentielle spørgsmål. Metoden opererer med tre hovedopgaver/mål: 1: Aknowledge the present (to provide a secure context to revisit events since the cancer diagnosis). 2: Contemplate the past (to embed the new cancer experience within a familiar framework of past challenges). 3: Commit to the present, for the future (To reestablish a sense of commitment towards meeting attainable goals in the context of one`s mortality). Under de tre overskrifter udforskes detaljerede eksistentielle spørgsmål (Lee V, 2006)

6 Park CL, Folkman S (1997: Meaning in the context for Stress and Coping) In Lee V, 2008

Udskriv eller gem som pdf

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge