Af Janne Høgh, cand.psych.aut., supervisor og specialist & Halfdan Skjerning, cand.psych., ph.d.
www.jannehogh.dk

 

Træt, utilpas, på grænsen til kvalme. Orker ikke at lukke flere klienter ind i klinikken med depressioner, angst og stress. Gider ikke høre mere om dårligt selvværd, manglende energi og tilbagevendende tristhed. Lysten til at starte forfra med at forstå og hjælpe endnu en lidende klient ligger underdrejet.

Nogle gange er det sådan at være klinisk psykolog. Pinligt, uprofessionelt og kritisabelt kunne man sige – men i fortrolige kollegiale samtaler viser det sig ikke sjældent, at en hel del af os fra tid til anden har det sådan. Forskning har påvist, at psykologer er mere triste og slidte end de fleste andre faggrupper (Madslund & Rydahl, 2013). Det er tankevækkende, at psykologer med den solide fag-lige baggrund og erfaring, vi har, ser ud til at have problemer med at tage vores egen medicin – eller terapi om man vil: burde vi ikke have det bedre end resten af befolkningen og score lavere på tristhed og stress? Hvad er der egentlig på spil her? Hvordan kan vi forstå denne inkonsistens?

En række faktorer influerer negativt på psykologens psykiske trivsel: medfølelsen og indfølingen med klienten er ikke altid en omkostningsfri ydelse. Personlige traumer kan være medvirkende til øget risiko for bl.a. udbrændthed, og fund tyder på, at psykologer i højere grad end den gennemsnitlige befolkning har oplevet barndomstraumer og/eller tidligt har måttet varetage forældrelignende ansvar, hvilket kan medvirke til udvikling af træk som selvtilsidesættelse og fokus på andres behov. Belastninger, omsorgsfuldhed og over-involvering over lang tid og terapeutiske anstrengelser uden tilstrækkelige positive resultater kan føre til omsorgstræthed: en tilstand af udbrændthed, udmattelse, depersonalisering og håbløshed. Samlet set opstår et paradoks: det, som forekommer at være uundværlige træk og karakteristika hos psykologen, udgør samtidigt en særlig sårbarhed i psykologarbejdet.

Denne artikel viser nogle af de måder, psykologer i faget bliver slidt på. Men artiklen viser også hjælpende tiltag til psykologen: egenomsorg. I dansk litteratur benyttes de engelske begreber ’compassion fatigue’ og ’self-compassion’ for hhv. omsorgstræthed og egenomsorg. Vi har valgt de danske ord, idet vi finder dem a-teoretiske og alment forståelige og samtidigt dækkende for fænomenerne, som teksten fokuserer på. Det er forfatternes ønske med artiklen at skærpe psykologernes blik for vigtigheden af egenomsorg i vores hverdagspraksisser – at vi bliver ligeså gode til at tage os af vores egen trivsel som af vores klienters og derved bevarer energien, glæden og meningsfylden i vores arbejde.

Hvordan belastes psykologer af deres arbejde?

I Psykolog Nyt nr. 5 2014 kunne man læse, at ”Stort set hver uge henvender psykologer sig til Dansk Psykolog Forenings karriererådgivning med arbejdsrelaterede belastningsreaktioner som stress, udbrændthed, angst og depression” (Lykke, 2014). Sådan beskriver konsulent og psykolog Helle Kjertum i foreningens karriererådgivning belastningsbilledet. Ny dansk forskning i arbejdsmiljø tyder på, at der sammenlignet med andre faggrupper er tale om nogle særligt belastende forhold forbundet med at være psykolog. Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) konkluderer i rapporten Arbejdsmiljø og helbred i Danmark 2012 (Madslund et al., 2013) på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse blandt 16.300 beskæftigede fra Arbejdstilsynets 36 branchegrupperinger, at man i det psykiske arbejdsmiljø finder størst forekomst af depressive symptomer hos psykologer, kasseassistenter og køkkenmedhjælpere. Dertil kommer, at psykologer, læger, undervisere og forskere ved universiteter og gymnasielærere særligt ofte føler sig stresset.

Også i international forskning findes en undersøgelse, som har påvist, at det er forbundet med en særlig branchespecifik risiko at arbejde som klinisk psykolog. ‘Psykolog’ er her samlebegreb for akademisk uddannede psykologer og beslægtede titler som psykoterapeuter, rådgivere og de, der i engelsksproget litteratur kaldes ’mental health workers’. Bearse & McMinn (2013) fandt i en undersøgelse af 260 amerikanske kliniske psykologer, at forekomsten af depression var høj. Andre undersøgelser påviste samme billede, bl.a. at 61 % af 476 adspurgte psykologer rapporterede, at de havde haft mindst én episode med depression (Pope & Tabachnick, 1994; Gilroy, Carroll, & Murra, 2002 i ibid.).

En australsk undersøgelse af psykologer fandt, at 27 % af de psykologer, som arbejdede med traumatiserede klienter, oplevede ekstrem lidelse pga. jobbet (Meldrum et al. 2002 i Figley, 2002). Over halvdelen (54,8 %) af de adspurgte oplevede, at de på undersøgelsestidspunktet led pga. arbejdet, og mere end 1/3 (35,1 %) var ydermere ’meget’ eller ’ekstremt’ følelsesmæssigt drænet. En række andre studier finder lignende resultater, fx at lidt mere end 1/6 af de undersøgte psykologer havde symptomer på sekundær traumatisk stress og endnu en 1/6 lige under cut-off for diagnosen (Figley, 2002).
Alvorlig grad af udbrændthed hos psykologer er set hos op til 1/3 af de adspurgte i en række amerikanske undersøgelser (Rupert & Morgan, 2005; Rupert & Scaletta-Kent, 2007 i D’Souza, Egan & Rees, 2011). Linley & Joseph (2007) omtaler desuden fund af contact victimization (ingen dansk betegnelse), sekundær posttraumatisk stress reaktion, sekundær traumatisk stress, vikarierende traumatisering og omsorgstræthed. Der er i litteraturen diskussion om graden af diagnostisk overlap (Killian, 2008; Figley, 2002), men det er uomgængeligt, at psykologer er under påvirkning af deres arbejde med forhøjet risiko for at blive følelsesmæssigt udmattede (Linley et al., 2007), og at denne belastning i værste fald kan gøre dem uarbejdsdygtige eller føre til, at de forlader faget.

Når NFA i 2013 finder, at psykologer er mere deprimerede og stressede end andre faggrupper, har vi derfor at gøre med en bedaget nyhed. Allerede i 1937 pegede Freud på “the dangers of analysis” for psykoanalytikere (Lee et al., 2011), og som vi kan se ovenfor, har international forskning tilbagevendende påvist, at psykologer udsættes for en særlig belastning i faget.

Kvalitetsforringelse i terapien?

Når psykologen oplever omsorgstræthed, går det ud over evnen til se smerten i klienten, at genkende det, klienten oplever, i sig selv og motivationen til at respondere på det (Figley, 2002). En sådan forringet faglig indsats kan have konsekvenser for klienten (O’Connor, 2001) og falde tilbage på professionens omdømme. Et studie fandt således, at 75 % af de adspurgte psykologer havde været presset (engl. ’in distress’) i mindst 3 år, og 38 % af disse vurderede, at det havde forringet kvaliteten af deres klientinterventioner (Guy, Poelstra, & Stark, 1989 i ibid.). I et andet studie rapporterede 62 %, at de arbejdede, selv om de var for slidte til at være effektive, og dét på trods af, at 85 % af disse mente, det var uetisk (Pope, Tabachnick, & Keith-Spiegel, 1987 i ibid.).

Samlet set tegner der sig således et bekymrende billede på flere niveauer: dels for den enkelte – psykologen såvel som klienten – og dels for organisationen, som både skal have øje for medarbejderens ve og vel og kvaliteten af den ydelse, der leveres.

Hvorfor påvirker psykologarbejdet psykisk velbefindende negativt?

Psykologer påvirkes dels af arbejdets metoder, klientkategorierne og af faktorer i deres egen personlighed. Uomgængelige forhold står først for: indføling og medfølelse er kerneelementer i psykologens forholdemåde over for klienten. Det er af stor betydning for klientens bedring at blive mødt af én, som forsøger at forstå og fornemme, hvordan klienten har det. Men indfølende og medfølende lytten til traumatiserede klienters lidelse ”koster”; “The very act of being compassionate and empathic extracts a cost under most circumstances. In our effort to view the world from the perspective of the suffering we suffer. The meaning of compassion is to bear suffering” (Figley, 2002).

Det er velkendt, at nogle klienter er vanskeligere at hjælpe end andre. Adspurgt giver psykologer da også udtryk for, at de dels ikke regner med altid at lykkes med at hjælpe klienten, og de er bevidste om og indforstået med, at deres arbejde kan være vanskeligt og belastende. Imidlertid forventer psykologer generelt, at deres terapeutiske anstrengelser giver positive resultater. Udfordringen er, at lykkes det ikke i tilstrækkelig grad, kan udbrændthed blive en følge (ibid.). Især fortløbende at være omsorgsfuld uden et succesfuldt resultat kan medføre udbrændthed (Farber & Heifetz, 1982 i Lee et al., 2011). Omvendt og ikke raketvidenskab: lykkes vi med det, vi gør, trives vi bedre.

Psykologens personlige baggrund kan også være medvirkende til øget sårbarhed (Pope & Tabachnick, 1994 i Bearse et al. 2013). Sammenlignet med den gennemsnitlige befolkning tyder det på, at psykologer og i særdeleshed kliniske psykologer i højere grad end andre har oplevet barndomstraumer og tidligt har haft forældrelignende ansvar i barndomshjemmet (Elliott & Guy, 1993 i ibid.; Nikcevic, Kramolisova-Advani, & Spada, 2007). Det kan på den ene side betyde, at psykologen er særligt kvalificeret gennem et indefrakommende kendskab til klientens vanskeligheder. På den anden side kan barndomstraumer og tidligt forældrelignende ansvar forstærke identifikationen med omsorgsrollen. Dertil kommer, at psykologer ofte selv forbinder overinvolvering med et positivt mål og en central og væsentlig kvalifikation i deres professionelle virke, som hjælper klienten til bedring. Netop overinvolvering er forbundet med følelsesmæssig udmattelse og depersonalisering (Farber & Heifetz, 1982 i Lee et al., 2011); to af de tre karakteristika, som kendetegner udbrændthed.

Psykologen kan desuden have andre motiver for at hjælpe; et behov for at forstå sig selv gennem klienten, kan forstyrre terapiens fokus og komme i vejen for realistiske vurderinger af, hvad det er muligt at hjælpe med (Zerubavel & Wright, 2012).

O’Connor, (2001) har fundet, at træk som at lade andres behov komme før ens egne, at have behov for at kontrollere egne følelser i mødet med klientens traumer og følelser og en forhøjet sensitivitet over for mennesker og omgivelserne alle øger risikoen for udbrændthed.

D’Souza et al. (2011) har hos 87 privat og offentligt ansatte kliniske psykologer fundet, at der, som hos andre faggrupper, er en direkte forbindelse mellem perfektionisme gennem stress til udbrændthed: scorer man højt på perfektionisme, er der større sandsynlighed for at score højt på stress og dernæst større sandsynlighed for at blive udbrændt. Perfektionistens rigide evalueringsmetoder, øgede opmærksomhed på negative aspekter af egen præstation og lave grad af tilfredshed med egen indsats er forbundet med forringet trivsel. Psykologer, som har rapporteret udbrændthed, svarer bekræftende på udsagn, som afspejler perfektionisme, fx ”jeg må være fuldstændig kompetent, vidende og i stand til at hjælpe alle” (Forney et al.,1982 i. ibid.). I en undersøgelse blev psykologerne bedt om at beskrive de tanker, som forårsagede mest stress i deres arbejde som psykoterapeuter, og svarene afspejlede ofte antagelser om at skulle top-præstere ift. ”alle klienter i alle situationer” (Deutsch, 1984 i ibid.). Disse antagelser om egne evner kan bidrage til overinvolvering og overansvar over for klienten, øge risikoen for oplevet faglig utilstrækkelighed, og oplevet relativ fiasko ift. klientens bedring.

Personlighedstræk og karakteristika, fagets metoder, som for en psykolog er væsentlige egenskaber ift. at kunne gøre et godt, professionelt terapeutisk arbejde, samt klienternes udeblivende bedring kan således i kombination øge risikoen for omsorgstræthed.

Hvad kan reducere risici ved psykologarbejdet og forbedre psykologens trivsel?

Terapi er gennem de seneste årtier blevet gradvis aftabuiseret. I Danmark har vi oplevet en stigning i klienter, som henvises til psykologsamtaler med offentligt tilskud på 34.700 henvisninger i 2004 til 84.300 i 2013; en stigning svarende til 143 % (Daugbjerg, Dige, Rasmussen, Henriksen, Berger, Johansen, 2015). Samfundsmæssige tiltag som udvidelsen af tilskudsordningen, tidsbegrænsede behandlingspakker, behandlingsgaranti og udflytning fra psykiatrisk afdeling til eget hjem kan på organisationsniveau influere på variationen i arbejdet, arbejdsbyrden, behandlingseffekten, graden af selvbestemmelse ift. organisering af arbejdet og mængden af administrative opgaver – en række faktorer, som kan påvirke psykologens arbejdstilfredshed og graden af slitage. På det organisatoriske niveau skal ”den gode arbejdsplads”: a) stimulere til et sundt miljø med egen- og andreomsorg, b) støtte interkollegialt, c) understøtte mulighed og tradition for hjælpsomhed gennem mentorer, når nye arbejdsområder skal udvikles og yngre kolleger skal tages i mod og d) ikke mindst en legende tilgang og humor (Skovgaard 2001, i Gilroy et al. 2002).

En leder med fokus på tiltag som fremmer høj social kapital kan forebygge slid hos psykologen (Olesen et al. 2008). Ikke overraskende har man fundet, at en hverdag med store frihedsgrader, mere tillid og bedre samarbejdsforhold vandret og lodret i organisationen giver større grad af trivsel og produktivitet end samme arbejdsbyrde og lavere grad af tillid, samarbejde og retfærdighed (ibid.).
Man har også set, at dialoger om løbende justering af en passende arbejdsmængde og -variation er med til at sikre trivsel og faglig duelighed over tid. Jo flere år, psykologen havde været ansat i en given stilling, jo mindre sandsynlighed var der for udbrændthed, måske fordi de mest sensitive forlader jobbet, eller fordi man med årene udvikler strategier, som forebygger udbrændthed (Benedetto & Swadling, 2013).

Trivsel er en dynamisk affære. Mere specifikke støttende tiltag som egenterapi, supervision, og kollegial supervision forebygger negative effekter af det kliniske arbejde og faciliterer personlig vækst hos den enkelte (Linley et al., 2007). Egenomsorg bør skrives ind i de etiske retningslinjer for psykologer; deltagelse i egenterapi, kollegial supervision, meditation og lignende egenomsorgsrettede aktiviteter burde belønnes og være en moralsk fordring (Gilroy et al. 2002; Barnett, Baker, Elman, & Schoener, 2007 i Bearse et al. 2013).

Det kan lade sig gøre: især de, der introduceres til egenomsorg og egenterapi tidligt i deres professionelle liv, er mere tilbøjelige til at søge hjælp gennem deres arbejdsliv (Pope & Tabachnick, 1994 i Gilroy et al, 2002.). Lige fra psykologistudiet og frem bør den enkelte styrkes i og støttes til at udvikle et intrapsykisk fokus på egne styrker og vanskeligheder ifm. både faglige og sociale udfordringer. Psykologistuderende bør under studiet gennemgå forløb med egenterapi og undervises i egenomsorg og risikofaktorer som udbrændthed, omsorgstræthed, stressmanagement, samt at udforske egne barrierer for at søge hjælp (ibid.).

Rubert og Kent (2007) har i en amerikansk undersøgelse spurgt en sammensat gruppe af 495 ansatte og selvstændige psykologer, hvad de gør for at forebygge udbrændthed og for at bevare og styrke egne ressourcer og for at gøre sig mere modstandsdygtig overfor arbejdets fortløbende krav. Langt de fleste psykologer benyttede sig af specifikke strategier. For det første kognitive strategier, som hjalp dem med at holde arbejdskravene i perspektiv, og her var humor en vigtig ingrediens, men også at fastholde en professionel identitet og værdier hjalp. Dernæst var udviklingen af en selvobserverende attitude af stor betydning; realistisk at kunne monitorere sig selv og have øje for styrker og svagheder, at registrere tegn på vanskeligheder, for at hjælpe sig selv til at træffe gode valg og om nødvendigt undgå yderligere stress. Også screeningsværktøjer ift. trivsel, udbrændthed o.a. kan fremme selvindsigten, oplevelsen af at have kontrol og den professionelle identitet (Lee et al., 2011).

Fra omsorgstræthed til egenomsorg

Psykologers trivsel kan styrkes på individniveau, på organisationsniveau og på samfundsmæssigt niveau. Kolosser flytter sig langsomt, hvilket for nu efterlader psykologer med det personlige ansvar for egenomsorg i første og nærmeste række.

Ikke kun for vores egen skyld er vi forpligtet til at udvikle egenomsorgsstrategier som en central del af vores fagprofessionalisme. Psykologer med tendens til selvtilsidesættelse, høj sensitivitet over for omgivelserne, overinvolvering, perfektionisme og urealistiske forventninger til sig selv kan profitere af mere selvmonitorering, realistisk perspektivering af arbejdskrav og en bedre balance mellem arbejde og fritid: strategier, der er nyttige til at forebygge omsorgstræthed og med til at fremme egenomsorg.

Det bør være en moralsk fordring at sikre, vi ikke bliver slidt, men arbejder etisk forsvarligt med vores klienter og os selv – professionens renommé og troværdighed afhænger af det. Ansvaret er ikke vores alene, men vi har mulighed for at hjælpe os selv til at (for)blive langtidsholdbare, tilfredse psykologer.

Denne artikel har fokuseret på belastningsaspekterne i vores fag, men i ligningen er der samtidig indlysende givende aspekter. Som Helle Kjertum fra Dansk Psykolog Forening karriererådgivning også siger: ”Mange psykologer giver udtryk for, at psykologarbejdet er tilfredsstillende og givende på både det faglige og personlige plan” (Lykke, 2014). Arbejdet er forbundet med tilfredshed med livet og oplevelsen af, at det både er berigende, meningsfuldt og personligt udviklende at være psykolog. Nye studerende tiltrækkes og de, der i en årrække har praktiseret som psykologer, styrkes af disse positive sider af jobbet.

 

 

Referencer

Bearse, J. L., McMinn, M.R. (2013): Barriers to psychologists seeking mental health care. Professional Psychology: Research and Practice 44,3 150-157

Benedetto, M. D & Swadling, M. (Published online: 27 Nov 2013): Burnout in Australian psychologists: Correlations with work-setting, mindfulness and self-care behaviours. Psychology, Health & Medicine, 19, 705-715, DOI: 10.1080/13548506.2013.861602

Daugbjerg, M, Dige M.B., Rasmussen S.R., Henriksen, J., Berger. N.P., Johansen, K.S. (2015): Kortlægning og analyse af tilskudsordningen for psykologbehandling i praksissektor. Slutrapport. Sundhedsstyrelsen. Kan downloades på http://www.kora.dk/social/i11097/Psykologbehandling-med-offentligt-tilskud-er-fordoblet-paa-taar?utm_source=KORAs&utm_medium=newsletter&utm_campaign=Nyhedsbrev+nr.+37%252F15

D’Souza, F., Egan S.J. and Rees, C.S. (2011): The Relationship Between Perfectionism, Stress and Burnout in Clinical Psychologists. Behaviour Change, 28, 17-28 doi:10.1375/bech.28.1.17

Figley, C.R. (2002). Compassion Fatigue: Psychotherapists’ Chronic Lack of Self Care. Journal of clinical psychology Impact Factor: 2.12 · DOI: 10.1002/jclp.10090

Gilroy, P.J., Lynne, C., Murra, J. (2002). A Preliminary Survey of Counseling Psychologists’ Personal Experiences With Depression and Treatment. Professional Psychology: Research and Practice 2002, Vol. 33, No. 4, 402–407 DOI: 10.1037//0735-7028.33.4.402

Killian, K.D. (2008): Helping till it hurts? A multimethod study of compassion fatigue, burnout, and self-care in clinicians working with trauma survivors. Traumatology 14.2 32-44

Linley, P. A, Joseph, S. (2007): Therapy work and therapists’ positive and negative well-being. Journal of Social and Clinical Psychology, 26 (3). 385-403. ISSN 0736-7236

Lee, J., Lim, N., Yang, E., Lee, S.M. (2011). Antecedents and consequences of three dimensions of burnout in psychotherapists: A meta-analysis. Professional Psychology: Research and Practice, Vol 42(3), 252-258. doi: http://dx.doi.org.proxy1-bib.sdu.dk:2048/10.1037/a0023319

Lykke, N. (2014): “Psykologer under belastning”, Psykolog Nyt vol. 11, 2014 4-6

Madslund, H.S, Rydahl, K. (red.) (2013). Arbejdsmiljø og helbred i Danmark 2012. Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. www.arbejdsmiljoforskning.dk

O’Connor, M.F. (2001): On the etiology and effective management of professional distress and impairment among psychologists. Professional Psychology: Research and Practice, Vol 32(4), 2001, 345-350. http://dx.doi.org.proxy1-bib.sdu.dk:2048/10.1037/0735-7028.32.4.345

Olesen, K.G., Thoft, E., Hasle, P. & Kristensen, T.S.(2008): Virksomhedens sociale kapital. Hvidbog. Arbejdsmiljørådet/NFA 2008. Kan downloades på http://www.socialkapital.org/publikationer

Pope, K.S., Tabachnick, B.G (1994): Therapists as patients: A national survey of psychologists’ experiences, problems, and beliefs. Professional Psychology: Research and Practice 25,3, 247-258

Rupert, P.A., Kent, J.S. (2007). Gender and work setting differences in career-sustaining behaviors and burnout among professional psychologists. Professional Psychology: Research and Practice, Vol 38(1), 2007, pp. 88-96. http://dx.doi.org/10.1037/0735-7028.38.1.88

Thompson, I.A., Amatea, E.S, Thompson, E.S.(2014). Personal and Contextual Predictors of Mental Health Counselors’ Compassion Fatigue and Burnout. Journal of Mental Health Counseling. Volume 36/Number 1/January 2014, pp. 58–77

Zerubavel, N., Wright, M.O. (2012). The Dilemma of the Wounded Healer. Psychotherapy, Vol 49(4), 482-491. http://dx.doi.org.proxy1-bib.sdu.dk:2048/10.1037/a0027824

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge