Rusmiddelbehandling til unge

En unik behandlingsmodel samt psykologfaglige overvejelser om unge og rusmiddelområdet.

Af Camilla Lahn Pihlkjær & Tina Holmsted Purup, cand.psych.aut.. Udgivet 12. januar 2016.

 

’Socialstyrelsen anslår, at gruppen af unge under 18 år, der er i risikogruppen for eller allerede har et misbrug af rusmidler i et omfang, der kan skade den unge fysisk, psykisk eller socialt, udgør 1-4 pct. af alle unge mellem 0 og 18 år – svarende til mellem 5.200 og 21.000 unge.’ (1)

I Dansk Psykolog Forenings aktuelle psykologkampagne er et af fokusområderne misbrugsbehandling på voksenområdet. Som led i Psykologkampagnen blev der afholdt konferencen: ”Virksomme løsninger på tværs – konference om misbrug og psykisk sygdom” d. 14. december 2015 i Odense. Som psykologer i et misbrugsbehandlingstilbud sætter vi stor pris på dette fokus – målgruppen er ofte overset, dybt kompleks og tabuiseret, og de psykologer, der arbejder inden for feltet, er en minoritet. I denne artikel vil vi sætte fokus på en særlig målgruppe inden for misbrugsbehandling, nemlig de unge fra 14-18 år, som er dem, vi møder i vores arbejde.

Vi er ansat som psykologer i et tværfagligt rusmiddelteam i Aarhus Kommunes Ungdomscenter. Rusmiddelteamet består af 1 faglig koordinator, 1 socialrådgiver, 3 pædagoger, 1 cand. pæd.pæd.psych. og 2 psykologer. Alle er terapeutisk uddannede og laver rusmiddelbehandling, hvor vi arbejder ud fra en behandlingsmodel, der hedder ‘U-18-modellen’. I denne artikel vil vi kort præsentere U-18 modellen og formidle nogle af de psykologfaglige overvejelser og udfordringer, vi har i vores behandlingsarbejde med unge rusmiddelbrugere.

Baggrunden for U18 modellen

’U18 modellen’er guidelines for rusmiddelbehandling til unge mellem 14-18 år, udviklet i Rusmiddelteamet i Aarhus siden 2004. Da der er lovkrav om, at en kommune skal tilbyde unge mellem 14-18 år rusmiddelbehandling, og der eksisterer behandlingsgaranti (inden for 14 dage), opstod nødvendigheden af et mere struktureret tilbud til unge med rusmiddelproblemer. I Aarhus Kommunes Ungdomscenter blev en lille gruppe medarbejdere i 2004 ansat til at udvikle og varetage rusmiddelbehandling. De tog afsæt i en række Best Practice guidelines (fra Brannigan et al, 2004) (note 3). Endvidere er der i rusmiddelbehandling i kommunalt regi krav om evidensbaseret tilgang. Som beskrevet i de omtalte guidelines, tog Rusmiddelteamet udgangspunkt et helhedsperspektiv på de unge, hvorfor man valgte at ansætte et tværfagligt team, bestående af socialpædagoger, socialrådgivere og psykologer.

På baggrund af mange faglige overvejelser er den kognitive adfærdsterapi valgt som metode, da denne kan dokumentere resultater inden for rusmiddelbehandling. Vi tilbyder således de unge individuelle ambulante samtaleforløb med afsæt i den kognitive adfærdsterapeutiske metode. For at lykkes med rusmiddelbehandlingen er det ligeledes nødvendigt at se på de unges netværk og venner, hvordan de fungerer i skolen, familien, fritidslivet osv. En central måde at anskue de unge i behandlingen på er dermed at se dem i et helhedsperspektiv, ikke kun i et rusmiddelperspektiv. Vi arbejder derfor også ud fra en systemisk forståelse, hvor samarbejdet med forældre, pædagoger og andre professionelle er meget vigtigt.

Gennem årene er U18 modellen løbende blevet videreudviklet, når ny teori og forskning på området er kommet til, sammen med de praksiserfaringer, vi har gjort i behandlingsarbejdet med de unge. Rusmiddelteamet samarbejder med Center For Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet, hvor vi leverer materiale til forskning via vores indskrivning af de unge med et elektronisk spørgeskema ’UngMap’. Udover de unges rusmiddelbrug kortlægger UngMap også deres trivsel psykisk, skolemæssigt, socialt, familiemæssigt og i fritiden. En gang om året får vi tilbagemelding på de tal og tendenser, som Center For Rusmiddelforskning uddrager af det materiale, vi har indtastet. De unge er anonyme i forskningsresultaterne, da det er de brede tal og tendenser, der er fokus på i denne forbindelse. I Rusmiddelteamets eget regi gennemgår vi hver enkelt case ved behandlingsafslutning af en ung og forsøger at uddrage praksislæring af den specifikke sag. Begge dele er uundværlige i bestræbelserne på fortsat at udvikle U18 modellen og at blive endnu bedre til at møde, motivere og behandle de unge.

I videreudviklingen af U18 modellen er der ud over den kognitive adfærdsterapi og den systemiske forståelse kommet en række andre evidensbaserede metoder i brug, bl.a. MI (Motiverende Interview) og NADA (øre-akupunktur mod uro og abstinenser). Derudover henter vi inspiration i mentaliseringsbaseret terapi og ACT (Acceptance and Commitment Therapy). At kunne lave en struktureret og målrettet behandling, som samtidig tager udgangspunkt i den enkelte unges specifikke vanskeligheder og ressourcer, kræver ofte, at vi skal være metode-jonglører. Det vil sige at kunne arbejde ud fra en faglig vurdering og plan og være fleksible, når den unge eller processen kræver det. For at kunne motivere og fastholde de unge i behandlingen, er en god kontakt og samarbejdsalliance grundlaget for vores arbejde. Dette kræver, at den enkelte unge føler sig set og hørt, og ikke blot indrulleres i et standard program, som den unge skal tilpasse sig. Vi skal som behandlere tilpasse rusmiddelbehandlingen til de unge og se og varetage deres individuelle behov i behandlingen.

CASEEKSEMPEL: Thomas på 16 år går i 10. klasse, da hans mor opdager, at han begynder at ændre adfærd. Han har fået nye venner, som er nogle år ældre end ham, og han virker ofte sløv og ligeglad. En opringning fra skolen fortæller moren, at han også er begyndt at pjække meget. Forældrene blev skilt for 1 år siden, og Thomas bor nu med sin mor og lillesøster i en lejlighed i en ny del af byen. Det har været svært for Thomas at falde til, og han er stadig meget ked af, at hans forældre blev skilt. Thomas har ikke altid haft det let. Hans fars hash- og alkoholmisbrug har fyldt meget under hans opvækst, og i perioder har Thomas måttet hente faren på værtshuse på vej hjem fra skole. Moren har været omsorgsfuld og meget tydelig med, at hun ikke ville have faren påvirket hjem til børnene. Men ofte har Thomas savnet faren så meget, at han har opsøgt ham alligevel.

I 2011 blev U18 modellen solgt og implementeret i Aalborg og Odense Kommuner som en del af Socialstyrelsens ”Projekt Misbrugsbehandling for udsatte unge”.

Ungeperspektivet

Udgangspunktet for vores arbejde med de helt unge rusmiddelbrugere er, at vi først og fremmest ser de unge som unge – og ikke som ‘misbrugere’. Det vil sige, at vi ud fra et udviklingsorienteret perspektiv behandler rusmiddelproblematikken på (næsten!) lige fod med de andre (ungdoms)problematikker, den unge står med. Unge er per definition i en fysisk, social, kognitiv og følelsesmæssig udviklingsproces, hvor mange kompetencer skal tilegnes. Der er derfor stor risiko for, at rusmiddelbruget gør skade på den unges udvikling af kompetencer og copingstrategier.Fx vil et dagligt brug af hash ofte bevirke, at motivationen for at lære nyt, tackle svære følelser og se fremad i livet bliver meget reduceret, og den unge kommer så at sige til at befinde sig i en ‘osteklokke’. Hermed går meget social og faglig læring tabt, hvilket komplicerer den unges identitetsdannelse og selvstændiggørelse.

Det, der karakteriserer unge med et problematisk rusmiddelbrug, er ofte, at de i højere grad end voksne med rusmiddelproblemer tager udgangspunkt i fordelene ved at bruge rusmidler – nogle af dem ser ganske enkelt ikke daglig hashrygning som et problem og har måske hørt, at hash kan dulme smerter og kurere kræft. De har ofte oplevet flere brud i familie og skolegang og har ringe tiltro til egne muligheder for at kunne påvirke deres liv. I vores arbejde med de unge har vi derfor blandt andet fokus på, at unge har brug for at opleve konkrete ændringer i deres liv, fx at få flere sociale kompetencer eller få større selvkontrol til at kunne modstå tilbud om hash.

I mødet med de unge bestræber vi os på at have en anerkendende tilgang, hvor vi med fokus på motivation tager udgangspunkt i den enkelte unges ønsker om forandring. Vi har ingen løftede pegefingre, og minimumskravet for at gå i behandling er ikke nødvendigvis, at den unge ønsker at reducere eller stoppe sit rusmiddelbrug, men at han/hun er villig til at være undersøgende og nysgerrig på sit brug af rusmidler. Vi har altid ændringscirklen (4) i baghovedet, når vi møder de unge; er den unge fx i før-overvejelsesfasen, eller er han/hun reelt motiveret for et rygestop nu (handlingsfasen)? Her er det særlig vigtigt at være opmærksom på ikke at ”overhale den unge indenom” i ændringscirklen, men at blive i den unges fase, og være nysgerrig og undersøgende på forandringsudsagn, fordele og ulemper ved brug af rusmidler. Forskning viser, at behandleren i 70 procent af misbrugsbehandlingsforløb arbejder længere fremme i ændringscirklen, end klienten er parat til!

CASEEKSEMPEL: Da rusmiddelbehandleren møder Thomas, er det tydeligt, at Thomas har fået ‘vredet armen om på ryggen’ af sin bekymrede mor – han er ikke kommet til forsamtalen af egen fri vilje. Moren er kriseramt og dybt bekymret, og der flyver anklager gennem luften mellem dem under samtalen. Da behandleren sender moren ud for at tale alene med Thomas, tør Thomas dog op og vil gerne fortælle lidt om sit rusmiddelbrug Han bliver overrasket, da behandleren nysgerrigt spørger, hvilke fordele han synes, der er ved at ryge hash, for de voksne han indtil nu har talt med om hash har haft fokus på alle ulemperne og at han skal stoppe.

Udredning og dobbeltdiagnoser – hvorfor er udredning vigtig?

Et behandlingsforløb i Rusmiddelteamet indebærer altid, at der laves en rusmiddeludredning af den unge. Her undersøges bl.a., hvilke rusmidler, den unge bruger, hvilken funktion, rusmidlerne har for den unge, samt de eventuelle fysiske, sociale og psykiske skadesvirkninger af rusmiddelbruget. Vi bruger bl.a. den førnævnte elektroniske UngMap til dette formål. Rusmiddeludredning forestås af alle faggrupper i teamet og er en vital del af planlægning og understøttelse af det gode behandlingsforløb i tråd med de nævnte best practise guidelines, som vi arbejder efter i U18-modellen. Ud over den tværfaglige rusmiddeludredning tilbyder vi som psykologer i rusmiddelteamet også psykologisk og kognitiv udredning. Dette kan have flere formål: Afklaring af funktions- og symptomniveau som hjælp til behandlingsplanlægning, som hjælp til planlægning af uddannelse, der matcher den unges kognitive evner, samt afklaring af om den unge evt. skal henvises til udredning i psykiatrisk regi. Vi har desværre ikke ansat en psykiater i vores behandlingstilbud.

De kognitive udredninger af de unge rusmiddelbrugere kan have forskellige formål. I nogle sager har primærbehandler henvendt sig til os pga. mistanke om kognitive vanskeligheder hos den unge, som vanskeliggør samtalebehandlingen. Det kan konkret dreje sig om lav IQ, eksekutivvanskeligheder eller hukommel-sesproblemer (korttidshukommelsen svækkes markant ved vedvarende hashrygning).

Test Case:
En ung er netop ved at afslutte et vellykket forløb i rusmiddelteamet og er rusmiddelfri. Han har haft en lang række nederlag i skoleregi og været anbragt skiftende steder uden for hjemmet. Han vil nu gerne i gang med en ungdomsuddannelse, men er selv i tvivl om, han har de begavelsesmæssige evner til at klare det. Da det er vigtigt, at der lægges en realistisk uddannelsesplan i samråd med UU-vejleder og hendes pædagoger, tilbyder vi en IQ testning med RIAS. Vi taler med drengen om, at der skal andet til end IQ for at kunne tage en uddannelse – sociale kompetencer, vedholdenhed, stabilitet. Dette er områder, hvor drengen er i god udvikling. Testningen gennemføres, og drengen viser sig at ligge i normalområdet med en IQ score, der ligger tæt på gennemsnittet. Resultatet viser, at drengens IQ score ikke er en hindring for boglig uddannelse. Drengen får feed-back af psykologen sammen med to nære familiemedlemmer. Drengen og familien bliver både lettet og stolt over resultatet og får mod på og selvtillid at gå i gang med uddannelse.

Vi er aktuelt i proces med et lille pilotprojekt, hvor vi forsøger at bruge IQ-testning som motivation for hash-stop. Her tilbyder vi de unge en IQ-test under og efter endt hashrygning. Ideen er, at den unge får helt kon-krete tal for, at det kan betale sig for hjernen at stoppe med hashrygning. Til dette udredningsarbejde bruger vi IQ-testen RIAS, som er særligt brugbar for vores målgruppe, dels fordi man må re-teste efter allerede 1 måned, dels fordi den har en særskilt hukommelses-del.

Det er alment kendt, at der er mange mennesker med dobbeltdiagnoser i rusmiddelbehandling. Den diagnostiske udredning er derfor et særdeles vigtigt element i rusmiddelbehandling af unge, fordi en uopdaget og ubehandlet ADHD, angst, depression eller lignende vil kunne fastholde en ung i misbrug, uden man kommer ind til roden af den unges vanskeligheder. Misbruget er i disse tilfælde ofte ren selvmedicinering. Vi opdager også fra tid til anden unge debutere med alvorligere sindslidelser som skizofreni og bipolar affektiv sindslidelse.

I 2008 lavede vores psykologkollega Susanna de Lima i samarbejde med psykiater Leif Vedel Sørensen ’Dobbeltdiagnoseprojektet’, som tilbød psykiatrisk udredning til alle indskrevne unge i Rusmiddelteamet. Projektet viste, at knap 70 procent af de indskrevne unge havde psykiatriske behandlingskrævende diagnoser samtidig med en afhængighedsdiagnose. I daglig klinisk praksis ser vi, at en del unge allerede har fået psykiatriske diagnoser inden de kommer i behandling hos os, og en anden gruppe unge får diagnoser under behandlingsforløbet. I de fleste tilfælde sker henvisning fra rusmiddelteamet til psykiatrien efter en psykologfaglig screening/udredning og vurdering. Til dette formål bruger vi ’Present State Examination’, ofte kombineret med andre værktøjer som K-SADS-PL og ’Beck’s Youth Inventory’. Pga. den høje rate af dobbeltdiagnoser får en del af de unge’ vi har i behandling’ dobbeltrettet behandling, dvs. både rusmiddelbehandling og eksempelvis angst- eller depressionsbehandling.

Det er (endnu) ikke obligatorisk, at vi screener alle unge i behandling systematisk for psykiske lidelser. I det førnævnte elektroniske spørgeskema ’UngMap’ spørges den unge til tidligere og aktuelle episoder med fx angst og depression. På baggrund af vores viden om den store rate af dobbeltdiagnoser i unge-målgruppen har vi som psykologer et stort ønske om at få gjort en grundigere og systematisk screening for psykiske lidelser obligatorisk.

Et hovedområde, der aktuelt ikke er dækket ind i Rusmiddelteamet ift. psykologisk udredning, er personlighedsudvikling og den unges måde at være i relation på, herunder tilknytningsstil og sociale kompetencer. Udredning af dette vurderes at have stor betydning for at kunne møde og behandle den unges problemstillinger og personlighedsmæssige udvikling adækvat. Vi ser jævnligt unge i vores behandling, der har begyndende emotionelt ustabile eller dyssociale personlighedstræk, som vi gerne vil blive bedre til at intervenere på i forebyggende øjemed.

Udfordringer i udredning og behandling af unge rusmiddelbrugere

Som allerede nævnt er der høj frekvens af kliniske symptomer og ofte flere comorbide psykiatriske lidelser hos unge med stofmisbrug. Dette komplicerer både udredning og behandling.
I udredningsfasen er det vigtigt med grundig anamnese og optag af rushistorie; hvornår startede misbruget, hvornår kom symptomerne til. Ofte vil denne historik være meget vævet ind i hinanden, og det kan være svært på baggrund af den unges selvrapporteringer at etablere en kronologi i tilsynekomsten af misbrug og psykiske symptomer. Hertil kan forældre og evt. lærere og pædagoger omkring den unge være til stor hjælp. Hele billedet af den unges trivsel/mistrivsel er ofte tåget, da rusmiddelbruget enten forstærker eller maskerer bagvedliggende psykopatologi. Derfor vil en udredning af unge med et broget symptombillede ofte foregå over tid, da man i takt med at rusmiddelbruget mindskes ser et klarere billede af den unges psykiske tilstand og funktionsniveau.

Da udredning med unge, der har misbrug og evt. flere problemer, kan tage tid, vil behandling ofte startes op sideløbende med udredning. Ofte vil det under hele forløbet, fra start til slut, også være nødvendigt inddrage motivationsarbejde for at nå og fastholde den unge i forløbet.

En del af udfordringen med de unge kan være at følge en behandlingsplan i praksis. Den unge kan være i førovervejelsesfasen og måske ikke selv opleve, at rusmiddelbruget er problematisk. I Rusmiddelteamet oplever vi ofte, at voksne henvender sig med særdeles velbegrundede bekymringer over en ungs rusmiddelbrug, men at den unge selv synes ’det er et ok forbrug’ og ikke har et ønske om ændring. For at blive indskrevet i Rusmiddelteamets ambulante samtaletilbud skal de unge sige ja til at deltage i behandling (dette er på nogle måder en selvfølge, på andre måder en anledning til stor frustration for pårørende og voksne omkring den unge, hvis den unge takker nej, på trods af tydelige vanskeligheder som følge af rusmiddelbrug). Da en vigtig del af vores arbejde omhandler at kunne motivere de unge til ændring, er vores minimumskrav for indskrivning, at de unge vil italesætte og forholde sig til deres rusmiddelbrug. Altså har vi ikke et krav til de unge om ændring fra opstart. Såfremt vi vurderer, at rusmiddelbruget ER problematisk, og det i løbet af samtalerne ikke lykkes at motivere den unge til at ændre på bruget, må behandlingstilbuddet revurderes, og den unge evt. viderehenvises til andre instanser. Som eksempel kan dette være MST-SA (Multi Systemisk Terapi – Substance Abuse), som hovedsageligt arbejder gennem forældrene, med brug af urintest og belønningssystemer som del af behandlingen.

Andre ting, der kan vanskeliggøre at udrede eller følge en behandlingsplan i praksis, er de unges ustabilitet – enten i fremmøde i behandlingen eller mere generelt i deres liv og psykiske trivsel. Ofte vil der indtræde uventede hændelser, kriser eller andet, der for en tid overskygger dagsordenen og målsætningen (i hvert fald fra de unges optik). Dette kan være kærestesorger, gæld til pushere, kriminalitet, interpersonelle konflikter eller andet. Her må vi kunne være fleksible og kreative og møde den unge på dennes præmisser, så de føler sig hørt og mødt på deres akutte problematikker, hvis det skal give mening for dem at komme hos os. I denne kontekst skal vi stadig bevare det faglige overblik og den røde tråd, og, når den unge er klar, igen vende fokus mod målsætningen og være ansvarlige for at danne kontinuerlig behandling. Ofte kan behandlerens oplevelse fra en samtale være, at ”det gik ikke lige som jeg planlagde, men det, den unge fortalte mig, var nyt i sagen, så jeg måtte ændre dagordenen i store dele af samtalen”.

En anden type udfordring kan være samarbejdet med forældre og andre professionelle. Der kan være mange meninger og faglige vinkler på den unge, som skal samstemmes og rettes mod fælles målsætninger. Der kan være travlhed, hvilket kan vanskeliggøre mødeaktivitet, når mange skal samles. Pårørende kan være i krise over de unges ofte meget vanskelige situation og opleve magtesløshed og stor frustration, hvis behandlingsresultater udebliver eller går langsomt. Derfor har Rusmiddelteamet et forældrekursus, hvor de møder andre forældre i samme situation og får undervisning i unges rusmiddelbrug, og hvorledes man kan gå i dialog med den unge om dette. Fra behandlernes side oplever vi, at det bedrer forståelsen for, hvad vi laver, og hvordan vi møder de unge, hvilket øger samarbejdet mellem forældre og rusmiddelbehandler.

Psykologfaglige refleksioner og visioner

Unge i rusmiddelbehandling er en meget kompleks målgruppe, der kræver en højt specialiseret og fleksibel behandlingsindsats. Psykologers rolle i tværfagligheden omkring disse unge er vigtig, både i forhold til behandlingsindsatsen generelt og specifikt i forhold til den høje rate af dobbeltdiagnoser, vi ser hos målgruppen – såvel i forhold til udredning som behandling af disse dobbeltdiagnoser. Som psykologer oplever vi også, at den pædagogfaglige og socialrådgiverfaglige vinkel på de unge er uundværlig, når vi i behandlingen skal hele vejen rundt om den unges vanskeligheder. Man skal kunne se de unge fra mange vinkler, og én faglighed er sjældent nok. Misbrugsbehandling af unge (selv i ambulant regi) er et komplekst felt, der sætter store krav til psykologens/behandlerens efteruddannelsesniveau og evner til refleksion, robusthed og fleksibilitet.

Herfra, hvor vi står, ser vi flere udviklingspunkter:

  • Overordnet ser vi et stort behov for, at unge (og deres forældre) får mere konkret viden om rusmidler – de ved for lidt om skadesvirkningerne, og jo mere harmløst, man tror et rusmiddel er, jo større sandsynlighed er der for, at man er villig til at prøve det.
    Nysgerrige kan starte her: www.stofinto.sst.dk
  • Ligeledes ser vi et stort behov for, at alle psykologer, der arbejder med unge, er opmærksomme på at spørge fordomsfrit ind til den unges rusmiddelbrug, særligt ved testning og udredning.
  • Med bevidstheden om de høje rater af dobbeltdiagnoser in mente ser vi et stort behov for, at de unge screenes grundigt og systematisk for psykiske lidelser og traumer allerede ved indskrivning i rusmiddelbehandling. Det er vigtigt, at unge ikke sygeliggøres, men samtidig er det vores opgave at være særligt opmærksomme på de ofte oversete vanskeligheder, de unge kan stå med.
  • I forlængelse af ovennævnte vil det være oplagt, at psykologer qua deres kliniske og psykiatriske viden bruges til at lave dobbeltrettet behandling.
  • Der ligger efter vores mening et centralt udviklingsområde i at bruge personlighedsmæssig udredning i behandlingsarbejdet for at møde den unge adækvat i den terapeutiske relation og forebygge personlighedspatologi.

Vi håber med denne artikel, at området unge og rusmidler får mere opmærksomhed, og at psykologfaglige overvejelser og visioner kan bidrage til at udvikle behandlingstilbuddene, til bedst mulig gavn for de unge.

 

 

Referencer og noter:

(1) Psykologkampagnens beskrivelse af ’Målgruppe for misbrugsindsatsen’ s. 2 (https://www.dp.dk/wp-content/uploads/MisbrugMaalgruppe.pdf)

(2) Brannigan et al, 2004. ”Best Practice”:

1. Behandling synes at være at foretrække, frem for ingen behandling.
2. Programmer skal sørge for at være lettilgængelige.
3. Tilbuddet skal sørge for behandling til et stort antal mennesker.
4. Programmerne skal udvikle procedurer til at minimere frafald og maksimere behandlingsfuldendelse.
5. Programmerne skal forsøge at sørge for opfølgning efter endt behandling.
6. Programmerne skal prøve at sørge for omfattende ydelser på andre områder end stofmisbrug alene (fx undervisning, psykologisk, faglige, rekreative, medicinske, familie, juridisk).
7. Familieterapi skal være en del af behandlingen.
8. Programmerne skal anspore til at udvikle forældres og ligestilledes opbakning, specielt med hensyn til intet brug af rusmidler.

3) Ændrings-cirklens engelske betegnelse er the Trans-theoretical Stages of Change-model af Prochaska & DiClemente, fra Prochaska, J.O. & DiClemente, C.C.: Towards a comprehensive model of change. In W.R. Miller & N. Heather (Eds.), Treating addictive behaviors: Process of change (pp.3-27), New York, Plenum, 1986.

Udskriv eller gem som pdf

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge