Børneneuropsykologisk Selskab

Velkommen til Børneneuropsykologisk Selskabs side. Her på siden kan du se styrelsen, referater fra møder og aktuelle arrangementer og kurser arrangeret af selskabet.

Hvad er Børneneuropsykologi? Neuropsykologien er en underdisciplin af psykologien, der arbejder med hjernens kognitive funktioner og menneskets adfærd, hvorfor børneneuropsykologien arbejder med feltet hos børn og unge op til 18 år.

Historik: Fra 1986 gik en gruppe psykologer indenfor børne- og ungdomspsykiatrien sammen om at tilbyde særlige kurser i børneneuropsykologi med viden om neuropsykologi og psykiatri på børne- og ungeområdet. I 1994 blev det på en Generalforsamling besluttet at undersøge muligheden for en selvstændig specialistuddannelse i børneneuropsykologi, og i 1996 blev det første Fagnævn nedsat.

Vi er i dag et fagligt selskab med ca. 100 medlemmer under DP og selskabet understøtter efteruddannelsen til specialist i klinisk neuropsykolog med børn og unge.

Medlemmer: Psykologer som arbejder med og interesserer sig for neuropsykologi indenfor børne- og ungdomsområdet.

Formålet med Børneneuropsykologisk Selskab:

  • At være et fagligt fællesskab for psykologer, der arbejder med neuropsykologien på børne- og ungdomsområdet, eksempelvis på hospitaler, i rehabilitering, i kommunernes pædagogisk-psykologiske services, i privatklinikker og på specialiserede uddannelsessteder og indenfor forskningen (jf. vedtægter).
  • At arbejde for at udbrede evidensbaseret viden om neuropsykologi på børne- og ungdomsområdet til psykologer på disse arbejdspladser.
  • At arbejde for at understøtte den faglige udvikling og ekspertise indenfor et bredt neuropsykologisk felt: Fx psykologer som udvikler og vælger testmetoder, udrede de kognitive domæner, diagnosticerer eller planlægger og udfører behandling af børn og unge.
  • Børneneuropsykologi i dag har et bredere fokusområde af både hjerneskader, udviklingsforstyrrelser og normaludvikling, med en mere kompleks forståelse af samspil mellem hjerne, genetik og miljø og enhver undersøgelse og beskrivelse involverer en forståelse af samspillet mellem beskyttende faktorer og risikofaktorer både i individet og i miljøet.

Hvad indeholder et medlemskab:

  • Årlig adgang til Generalforsamling med et fagligt oplæg og mulighed for at få indflydelse i styrelsesarbejdet.
  • Nyhedsbreve om selskabets temadage, aktiviteter og kurser, samt arrangementer arrangeret i samarbejde med internationale neuropsykologiske selskaber.
  • Kurser, konferencer og temadage til medlemspris.
  • Fagligt fællesskab med andre neuropsykologer som arbejder med børn og unge.

For at være medlem af selskabet kræves der medlemskab af Dansk Psykolog Forening.

Indmeldelse i selskabet/netværket

Du indmelder dig igennem MitDP unden fanen “Min Profil”. Her er et afsnit, der hedder “Indmeldelse i selskaber og netværk”, hvor du sætter flueben ud for det selskab/netværk, du gerne vil være medlem af.

Styrelsesmedlemmer i selskabet

Formand
Anna Krogh Andreasen

Næstformand
Mia Sørensen

Kasserer
Miriam Niemeijer

Bestyrelsesmedlemmer
Helene Alexia
Ida Dyhr Caspersen

Suppleant
Louise Stauning

Styrelsen kan kontaktes på sikker-mail: borneneuro@dp-decentral.dk

Selskabets vedtægter

§1 Selskabets navn er Børneneuropsykologisk selskab

§2 Selskabets formål er:
· at skabe et fagligt forum for udveksling af erfaringer og udvikling af metoder inden for børneneuropsykologien
· at højne kvaliteten inden for børneneuropsykologien
· at styrke den professionelle identitet blandt psykologer, der arbejder med børneneuropsykologien
· at følge arbejdet med videreuddannelse inden for området
· at formidle den faglige udvikling inden for børneneuropsykologi
· at formidle synspunkter over for offentligheden

Medlemmer

§3 Der kan optages studenter og kandidatmedlemmer af Dansk Psykolog Forening

Stk. 2 Selskabet kan optage medlemmer med andre faglige retninger som associerede medlemmer uden stemmeret

Generalforsamling

§4 Generalforsamlingen er selskabets øverste myndighed.

Stk.2 Der afholdes 1 årlig generalforsamling i forbindelse med ordinært medlemsmøde. Indkaldelse sker på opslag på Hjemmesiden og udsendes via Nyhedsbrev til medlemmerne med mindst 8 ugers varsel. Forslag til dagsorden skal være indsendt mindst 4 uger før generalforsamlingen, således at endelig dagsorden udsendes to uger før afholdelsen.

Stk.3 Generalforsamlingens dagsorden skal indeholde følgende faste punkter:
· Valg af dirigent og referent
· Godkendelse af dagsorden
· Beretning om selskabets virksomhed i det forløbne år
· Godkendelse af revideret regnskab
· Fastlæggelse af arbejdsopgaver for det kommende år
· Behandling af indkomne forslag
· Godkendelse af budget og kontingent
· Valg af bestyrelse
· Eventuelt

På Generalforsamlingen kan der ikke optages nye dagsordenpunkter til besluttende afstemning.

Stk.4 Beslutninger på generalforsamlingen træffes med almindelig stemmeflertal blandt de deltagende medlemmer.

Stk.5 ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, hvis bestyrelsen beslutter det, eller mindst 1/3 af medlemmerne skriftligt anmoder herom. Indkaldelsen indeholder dagsorden og skal udsendes senest 14 dage efter fremsættelsen af anmodningen.

Bestyrelsen

§5 Mellem generalforsamlingerne er bestyrelsen øverste myndighed.

Stk.2 Bestyrelsen består af 5 medlemmer og 2 suppleanter. Den konstituerer sig selv.

Stk.3 Bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen. Hvert år er henholdsvis 2 (lige år) og 3 (ulige år) på valg.

Stk.4 Bestyrelsen fører en beslutningsprotokol

Stk.5 To suppleanter vælges for et år ad gangen. De deltager i bestyrelsesmøder uden stemmeret.

Stk.6 Der kan vælges repræsentanter til ad hoc udvalg til særlige opgaver. De refererer til bestyrelsen.

Økonomi og regnskab

§6 Selskabet kan anmode om økonomisk tilskud fra Dansk Psykolog Forening til udgifter i forbindelse med selskabets virksomhed.

Stk.2 Faglige selskaber kan skaffe sig indtægter fra egne aktiviteter og arrangementer

Stk.3 Selskabets midler skal bruges i overensstemmelse med formålsparagraffen.

§7 Selskabets regnskabsår er kalenderåret

Stk.2 Dansk psykolog Forening udarbejder regnskab på baggrund af indsendte/fremkomne bilag senest 15.januar for det foregående år.

Stk.3 Regnskabet for det foregående år fremlægges på generalforsamlingen

Stk.4 Regnskabet revideres af Dansk Psykolog Forenings revisorer.

Vedtægtsændringer

§8 Vedtægtsændringer skal vedtages på en generalforsamling med 2/3 af de tilstedeværende medlemmer

Stk. 2 Forslag til ændringer skal være udsendt sammen med dagsorden

Opløsning

§9 Selskabet opløses, såfremt 4/5 af de fremmødte medlemmer stemmer herfor på generalforsamlingen.

Stk.2 Et fagligt selskab kan desuden opløses, hvis der i 2 år ikke har været afholdt generalforsamling. Den sidste valgte kasserer er ansvarlig for selskabets sagsmateriale, regnskaber, kassebeholdning m.v. overføres til dansk Psykolog Forening.

Godkendt på generalforsamlingen d. 25.01.2013.